Gå til hoved-indhold
Undgå havari – med nogle enkle forholdsregler. ArkivfotoTur
Undgå havari – med nogle enkle forholdsregler. Arkivfoto

Undgå ulykker – hav grejet i orden

Ulykker til søs kan undgås med omhu og viden. Dansk Sejlunion har en stribe gode råd, så du undgår havari.

Af Troels Lykke |

Danskerne er et sejlende folk. Derfor tilbringer mange lystsejlere deres sommerferie på vandet. Men det betyder også, at antallet af ulykker til søs stiger markant her i sommermånederne.

Med enkelte råd fra Dansk Sejlunion vil det antal kunne nedbringes.

- I 2013 var der kun fire fatale ulykker til søs, men statistikken viser samtidig, at der er mange hændelser, som kunne være undgået. Når man begiver sig på havet, er man alene, og selv små fejl kan få stor betydning, siger Steen Wintlev, sejladschef i Dansk Sejlunion. Derfor er det vigtigt, at man er meget omhyggelig med tjek af udstyr og navigation.

Motorstop og grundstødning

Motorstop udgør den største gruppe af hændelser, efterfulgt af grundstødninger. Begge typer handler om omhu og viden.

- Motoren skal jævnligt tjekkes, især hvis det er eneste fremdriftsmiddel, og opgaven skal måske lægges hos en professionel, hvis man ikke selv har stor indsigt i motorer og deres vedligeholdelse. Opdaterede søkort og bedre navigationsfærdigheder hos skipper burde kunne minimere antallet af grundstødninger fra de 57, som i 2013 krævede assistance, fortæller Steen Wintlev.

Han peger desuden på, at et omhyggeligt tjek af skroggennemføringer kan forebygge lækager, og dermed kan den tredjestørste gruppe i statistikken forhåbentlig gøres meget mindre. En lækage, mens man er til søs, er en uhyggelig og potentiel farlig situation.

- I årets statistik optræder nødblus, som er affyret uden grund, og eftersøgninger, fordi man har glemt at underrette pårørende om ændrede planer, som markante grupper. Det kan man rimelig let ændre på ved at give sine nærmeste på land besked om ændringer i sejladsen, slutter Steen Wintlev.

Dansk Sejlunion har fem huskeregler, der kan forebygge en ulykke til søs

  1. Lær at navigere.
  2. Kend dine egen begrænsninger som handymand.
  3. Lad naboen gennemgå din båd - han er mere kritisk
  4. Ring hjem og spar en eftersøgning
  5. Sæt navn og tlf.nr. på din jolle - det kan hurtigt spare en eftersøgning

Dansk Sejlunion arbejder for at skabe større sikkerhed til søs gennem uddannelse af sejlere og gennem klubbernes fokus på en god sikkerhedskultur. Dansk Sejlunions klubber tilbyder undervisning i sejlads og giver kursisten mulighed for, at få bevis for, at man har bestået Søfartsstyrelsens duelighedsprøve.

content-loader
content-loader
content-loader