Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Norske Knut Frostad er chef for Volvo Ocean Race. Foto: Volvo Ocean Race

Frostad håber på 10 både i Volvo Ocean Race i 2017

At bygge ens både har sparet holdene for 35 procent og fordi man har ét værft til alle syv både, så sparer holdene 70 procent på den konto, forklarer leder af sejladsen, Knut Frostad til Børsen.

Af Troels Lykke |

For fem år siden hentede Volvo Knut Frostad til jobbet i Volvo Ocean Race på grund af hans erhvervsmæssige erfaring og, ikke mindst, hans mange års deltagelse i Volvo Ocean Race, som har givet indsigt og forståelse for både den økonomiske og sportslige side af Volvo Ocean Race.

“På grund af den økonomiske krise, var det klart for os, at vi ikke kunne fortsætte med den gamle model for Volvo Ocean Race,” siger Knut Frostad til Børsen.

“Kapsejladserne blev afviklet i forskellige både, som blev mere og mere kostbare. Budgetterne blev større hele tiden, og det var hverken sponsorer eller vi interesserede i. Sponsorudgifterne blev højere og højere, uden at sponsorererne fik mere for pengene,” siger han.

Udgifter et generelt problem for sporten

Udgifter er et generelt problem for sporten – også sejlsport. Priserne stiger, uden at værdien følger med.

“Derfor måtte vi ændre konkurrencen til noget mere fornuftigt. Vi ønskede at beholde konkurrenceaspektet, men måtte finde ud af, hvordan økonomien med bådene kunne ændres. Svaret var, at alle skulle sejle i ens både, som nu har betydet en besparelse på 35 procent. Men det, vi sparede mest på, var, at vi skabte et nyt logistiksystem. Før var der 20-25 personer til vedligehold på hver båd. Nu har vi kun ét team, der sørger for vedligehold på alle bådene og en besparelse på 70 procent.

“Tidsmæssigt har det ikke været muligt at bygge flere end syv både,” forklarer Knut Frostad.

“Det har været et utroligt komplekst projekt at bygge syv både så hurtigt. At bygge den ny Volvo Ocean 65 Class-båd tager otte-ni måneder. Vi byggede på fire forskellige værfter. Dækkene blev bygget i Frankrig, skrogene i Italien, strukturen nede i bådene i Schweiz og delene blev samlet i England.”

Håber på 9-10 både

Ligegyldigt hvilket arbejde man har, skal hjertet være med, mener Knut Frostad, som har en stab på mere end hundrede medarbejdere.

“Ændringerne har været min store kamp. I sport er der mange traditioner, og gennem 40 år har sejlerne gjort det på deres måde. Bådenes udvikling er jo deres baby. Da vi i maj 2012 tog beslutningen, mente flere end halvdelen af alle i denne branche, at det ville gå galt. Men siden har feedback fra alle selskaber, som vi samarbejder med, været positive. Vi arbejder med noget virkeligt spændende,
og det er fantastisk. Næste gang håber vi at kunne bygge to-tre både mere. Flere ønsker vi ikke, fordi Volvo Ocean Race er for de bedste sejlere i verden. Med syv teams har alle bådene fans og bliver fulgt hele vejen. Hvis du har 15 både, følger
publikum kun de bedste,” siger Frostad til Børsen, der også var i Alicante til Volvo Ocean Race-start, sammen med BådNyt og Minbaad.dk.

Her ses det 1200 kvm store Volvo-bådværft i Alicante, men allerede nu er der sat et andet op i Cape Town. Australske Nick Bice er chef for 17 fuldtids ansatte bådebyggere, sejlmagere og ingeniører. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader