Gå til hoved-indhold
Ginklart vand (et nyt udtryk jeg netop har stiftet bekendtskab med) ved Spanish Point, Barbuda. Foto: Signe StorrTur
Ginklart vand (et nyt udtryk jeg netop har stiftet bekendtskab med) ved Spanish Point, Barbuda. Foto: Signe Storr

Signe: Rigtige langturs-sejlere ligger for anker

At ligge i marina vs. at ligge for anker. Fordelen ved at ligge for anker er bl.a., at der ofte er lidt mere vind ude på ankerpladsen end i marinaen, skriver Signe Storr fra øen Barbuda, Caribien.

Af Signe Storr, Caribien |

Henrik og jeg omtaler ofte os selv som marinedyr. Når andre spørger, så elsker vi at ligge i en marina, og jeg er altid den første til at foreslå, at vi skal ligge os i en marina frem for at ligge os for anker.

Der er meget lettere at komme i land, når man blot skal træde over på broen, end når man skal 15 min i gummibåd og tilmed er sprøjtet til med saltvand, når man kommer frem.

Det er nemmere at handle ind og komme af med sit skrald, og der er mulighed for et varmt brusebad. Nu har vi imidlertid ligget for anker hver dag, siden vi sejlede fra Barbados for snart en måned siden, og vi er blevet helt vilde med det!

Kølig brise og en kold dukkert
Fordelen ved at ligge for anker er bl.a., at der ofte er lidt mere vind ude på ankerpladsen end i marinaen.

Caribien har skruet op for temperaturen (sådan føles det i hvert fald), og vi mærker varmen og solen betydeligt mere nu, end vi gjorde i starten.

En kølig brise og en kold dukkert er derfor ofte uundværlig. Det er desuden nemmere blot at kaste anker end at skulle blæse fenderne op, finde fortøjninger frem, kalde marinaen, finde sin plads, melde ind på havnekontoret etc.

Vi har også fundet ud af, at vi er bedre til at flytte os, når vi ligger for anker, frem for når vi er i en marina, hvor vi ofte bliver hængende for længe.

Parkering af båden
Vi har dog stadig lidt udfordringer omkring ”parkeringen” af båden på en ankerplads, især hvis der er mange både.

Hvor jeg altid synes, vi skal tage det første og bedste sted, hvor vi ikke ligger for tæt på andre, så insisterer Henrik altid på, at vi skal så tæt på byen eller stranden som muligt, hvilket betyder, at jeg skal navigere rundt mellem alle bådene, da det er mig, der står ved rorpinden.

Vi har ind imellem overvejet at anskaffe os et par marriage savers – et samtaleanlæg, så man kan tale stille sammen om den næste manøvre uden at behøve at råbe til hinanden.

Jeg tror dog, det vil have modsatte virkning for os, da jeg altid sidder og bander lidt for mig selv over Henrik og de steder, han peger mig hen. Det er bedre, at han er uvidende om det, for når vi har lagt os, er der sjældent flere problemer!

Rigtige langturssejlere
Da vi nu er blevet så glade for at ligge for anker, har vi besluttet os for at fortætte med det, ind til vi når New York.

Vi føler os mere som ”rigtige” langturssejlere, når vi ligger for anker - hvad så end det er – og desuden er det en udmærket måde at spare lidt på pengene.

Vi er nemlig begyndt at undersøge priserne for at ligge i en marina i New York og omegn, og for vores lille 30 fods båd ser det foreløbig ud til, at det vil koste os minimum 15.000 kr. om måneden, hvis vi vil ligge i en marina. Så det er meget godt, at vi er blevet glade for at ligge for anker!

Signe

Smuk strand ved Cocoa Point, Barbuda.

Capibara for anker ved Spanish Point, Barbuda

Capibara for anker, Cocoa Point, Barbuda

Henrik smider hækanker ud ved Low Bay, Barbuda, så vi ikke ruller så meget.

Signe nyder det krystalklare vand. Vi forstår hvorfor.

content-loader
content-loader
content-loader