Kirketerp sejler Rolex Middle Sea Race på Esimit
122 både sejler klassiker fra Malta på 630 sømil. Starten gik i lørdags i let vind og vi talte med Martin Kirketerp før han steg om bord på 100 fods Esimit. Se kort over sejladsen.
Martin Kirketerp fra Aarhus har efterhånden sejlet en del klassikere, som Sydney to Hobart og Fastnet Race.
Denne gang gjaldt det klassikeren Rolex Middel Sea Race.
- Når vi kommer først i mål tirsdag eller onsdag så kommer vinden til de andre både, det ligner ikke ligefrem rekordvejr, siger Martin Kirketerp, der i sidste uge var fem dage om at sejle 100 fods Esimit fra Trieste til Malta, hvor starten gik i klassikeren.
Undervejs fra Trieste knækkede Esimit et salingshorn.
- Jeg tror det er en god sejlads vi skal ud på, men jeg har ikke prøvet den før, det er en af de sidste store klassikere jeg skal på, så jeg har snart dem alle, siger Martin Kirketerp, der er en af 20 professionelle sejlere om bord på Esimit.
Båden har bl.a. konkurrence af en Wally 72, Ran, ejet af skype-opfinderen Nicklas Zenstrøm.
Når Martin Kirketerp er færdig med sejladsen, skal Esimit sejles til La Spezea i Italien før han kan komme hjem til kæresten og deres seks måneder datter, Freja, der lige er begyndt at kravle.
Sådan sejles de 630 sømil med start og slut fra Malta.
Esimit kæmper sig frem i let vind. Foto: Rolex
72 fods Ran kan ikke følge med Esimit. Foto: Rolex