Gå til hoved-indhold
Marie Thusgaard, tv. og Ida Marie Baad har bidt sig fast i verdenseliten i deres klasse, 49erFX. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Marie Thusgaard, tv. og Ida Marie Baad har bidt sig fast i verdenseliten i deres klasse, 49erFX. Foto: Troels Lykke

Ida Marie Baad efter 3. plads i Hyeres: Vi kommunikerer bedre

I Hyeres var Ida Marie Baad og Marie Thusgaards fokus ikke resultatet, men kommunikationen om bord, da holdet deles om taktikken, fortæller Ida Marie Baad til minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

Sportschef Thomas Jacobsen fortalte til minbaad.dk i sidste måned, da duoen blev Årets Sejlere, at det bliver et svært år for europamestrene i 49erFX, da andre lande er blevet bedre i den olympiske klasse.

Men indtil videre har Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, ved World Cup-stævner, banket en 2. plads hjem på Mallorca og nu en 3. plads i Hyeres i denne måned.

De to sejlere fra Aarhus Sejlklub havde en plan om at sejle med lav risiko i Hyeres, desværre blev aarhusianerne disket i fjerde sejlads og det påvirkede dem til at sejle endnu mere forsigtigt, forklarer rorsmanden Ida Marie Baad.

Men deres kommunikation og evne til at se frem blev især belønnet i den stressende finale, hvor en sejlads kun tager lidt over ti minutter.

- Vi havde før finalen tænkt en masse situationer igennem, som vi har været i før, så vi vidste, at hvis at hvis en der lå foran vendte, at vi så fx var helt klar over hvad vi skulle gøre og faktisk gik det godt i finalen, hvor vi sejlede en 3, 5 og 4. plads hjem, desværre sejlede nummer et og to også ret godt, siger 21-årige Ida Marie Baad og griner, mens hun er ved at rigge den brede 49erFX af.

Deling af taktik kræver afklaring 

Om kommunikationen om bord siger hun videre.

- Hos os er det sådan at vi deles om hvordan taktikken skal være og derfor skal vi være 100 procent sikre på, hvad der skal ske i de tætte situationer, og hvem der bestemmer hvornår, så der ikke bliver halvhjertet manøvre, siger Ida Marie Baad.

Vinder sejler med større risiko

En modstander er desværre stukket af ved de to seneste stævner, nemlig det brasilianske hold med Grael og Kunze, der har vundet på Mallorca og i Hyeres.

- Men vi kan stadig se, at Martine Grael og hendes gast laver fejl, de er ikke uovervindelige. De er gode til at komme op i feltet igen, hvis de har været nede og sejler de med en større risiko på fløjene end os og lykkedes med det, siger Ida Marie Baad, der nu ser ud til at komme hjem og træne i Danmark.

- Vi har været så meget væk de seneste måneder, nu skal vi hjem, siger hun.

Horsens-holdet med Maiken og Anne-Julie Schütt sluttede på en flot 8. plads i 49erFX, mens Jonas Warrer og Peter Lang tog en 9. plads i 49er, de vandt sidste sejlads i medal race.

content-loader
content-loader
content-loader