Gå til hoved-indhold
Det er i Aarhus de største internationale sejladser nu primært foregår i Danmark. Her fra 49er-EM. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Det er i Aarhus de største internationale sejladser nu primært foregår i Danmark. Her fra 49er-EM. Foto: Troels Lykke

Høgh-Christensen var med da Aarhus gav bud på ISAF-VM

Visionen var klar, da Danmark i går præsenterede sit bud på værtskabet for VM i samtlige olympiske bådklasser i 2018 for den internationale sejlunion, ISAF, i Southampton.

Af Troels Lykke |

Som én af de fire bydende værtsbyer, fremlagde Aarhus sit bud på, hvordan sejlsporten bl.a. kan komme helt tæt på publikum og give sporten vind i sejlene:

 "Aarhus har en enestående sejlsportsarena, der vil udfordre selv verdens bedste sejlere. Byens bynære sejlsportsfaciliteter er et centralt omdrejningspunkt i byens nye bydel og således vil ISAF-Worlds skabe liv både til vands og til lands. Aarhus har gennem flere år satset målrettet på internationale sejlsportsevents, og med vores erfaring vil vi kunne skabe et helt unikt VM, til glæde for både sejlere og publikum," lyder det samstemmende fra borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

"Danmark har vundet flere olympiske medaljer i sejlsport end nogen anden sportsgren. Det vil være en stor ære at blive tildelt værtskabet for VM. Aarhus Bugten er det perfekte sted.  Sejlere elsker Aarhus. Det er alle tiders til sejlads og et dejligt sted at være, " siger den danske topsejler og sølvmedaljevinder ved OL i London i 2012, Jonas Høgh-Christensen, umiddelbart efter præsentationen.

"VM er en oplagt mulighed for sejlsporten til at vokse sig endnu større og give vores stjerner hjemmebane. ISAF deler vores visioner, og jeg tror, de værdsatte præsentationen," siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Fem personer fremlagde bud

Tidligere sejler og Aarhus Borgmester Jacob Bundsgaard, Jonas Høgh-Christensen og Lars Lundov var en del af delegationen på i alt fem personer, som i dag præsenterede buddet i Southampton.

I delegationen var også Hans Natorp, formand for Dansk Sejlunion og Thomas Capitani, direktør for Sailing Aarhus.

"Vi vil skabe spænding og underholdning i særklasse ved at tage publikum så tæt på sejlerne, at de kan mærke suset af vinden og bølgerne," udtaler Thomas Capitani.

"At iagttage begivenhederne på klods hold skaber en helt særlig forbindelse, og det er den, vi vil bringe frem i Aarhus. Vi vil give tilskuerne en unik oplevelse med en storslået kulisse, der er placeret i hjertet af en moderne, ung og fantastisk by. Vores passion for kapsejlads vil efterlade sig historiske fodspor inden for sejlsporten i mange år frem."

Som tidligere vært for afholdelsen af store sejladser som ISAF Ungdoms VM i 2008, 505 VM i 2010, A-Cat VM i 2011 samt 49er og 49erFX EM i 2013, har Aarhus allerede vist karakter af verdensklasse inden for organisering og afvikling af store sejlsportsevents.

Tre andre bød ind

Udover Aarhus byder også Gdynia i Polen, Busan i Korea og Haag i Holland på VM'et. Det er den internationale sejlunions eksekutivkomité, der tager beslutning om tildeling af værtskabet. Beslutningen forventes at falde først i maj 2014.

Bag det danske bud står Sport Aarhus Events, Sailing Aarhus, Dansk Sejlunion og Sport Event Denmark.

Historien melder desværre ikke noget om hvordan det faktisk gik, da man afgav bud i Southampton hos ISAF.

Danske topsejlere. Nr. to fra højre er Jonas Høgh-Christensen, der var millimeter fra at vinde OL-guld i Weymouth.

content-loader
content-loader
content-loader