Gå til hoved-indhold
Kronprins Frederik kunne overrække Tordenskiold-Prisen til en glad chef for Frømandskorpset. Foto: Selskabet Danske Tordenskiold-VennerKort Nyt
Kronprins Frederik kunne overrække Tordenskiold-Prisen til en glad chef for Frømandskorpset. Foto: Leif Ernst og Chris Dam

Kronprinsen overrækker Tordenskiold-Pris til Frømænd

Frømændene modtager prisen for den modige indsats, de har udført i kampen mod pirateri. Grundet sikkerhedsmæssige og operative omstændigheder kunne prismodtagerne ikke selv være til stede.

Af Sara Sulkjær |

Efter at have fejret Søheltens fødselsdag med festgudstjeneste i Holmens Kirke drog Danske Tordenskiold-Venner videre til fejring af sit 50 års jubilæum på Søværnets Officersskole, Holmen. 

Kamp mod pirateri 

Her kunne H.K.H. Kronprinsen overrække Tordenskiold-Prisen 2015 til frømandskorpsets chef, da frømændene grundet operative og sikkerhedsmæssige årsager ikke kan træde frem som enkeltpersoner.

- Selskabet Danske Tordenskiold-Venner tildeler frømændene i Frømandskorpset Tordenskiold-Prisen 2015 for den betydningsfulde, professionelle, modige og fremragende indsats, som frømændene har udført i Adenbugten og Det Indiske Ocean ud for Somalias kyst i kampen mod pirateri i perioden 2008 – 2014, lød ordene fra Kronprinsen. 

Det var også disse ord, der var påskrevet diplomet, som var underskrevet af Chefen for Marinestaben og Selskabets formand.

Pris på 50.000 kroner 

Ud over diplomet modtog frømændene en Tordenskiold-statuette af bronze som et synligt tegn på værdigheden samt en pengepris på et samlet beløb af 50.000 kroner. 

Sidst, men ikke mindst, kunne prismodtagerne glæde sig over et kontingentfrit medlemskab af Selskabet Danske Tordenskiold-Venner.

Om Tordenskiold-Prisen

Tordenskiold-Prisen blev indstiftet tilbage i 1972 og er inspireret af Sir Winston Churchills ord fra 1942: “Most – if not all – of the Navy’s work goes on unseen”. 

Om baggrunden for prismodtagerne siger formand for Selskabet danske Tordenskiold-Venner, kontreadmiral Lars Kragelund, i en pressemeddelelse:

- En hæder til tjenestegørende officerer, befalingsmænd eller menige i Søværnet, der ikke er fyldt 30 år og som ved mod, snarrådighed og dygtighed i tjenesten eller på anden fremragende vis har udrettet noget særligt og heltemodigt, der viser, at de pågældende er værdige til at modtage en pris, som bærer Tordenskiolds navn. 

Se billeder fra prisoverrækkelsen herunder:

content-loader
content-loader
content-loader