Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Venøbo måtte efter episoden lægge sig ved servicekajen.
Kapsejlads
Pænt i Fyenshav, men sjove mennesker på havnen.

Danmark Rundt Singlehand: Nabo sejlede med Lipstick

Erik Venøbo anløb Fyenshav kl 5.46 til morgen. - Jeg sprang op, kun i underbukser og så, at ham jeg havde fortøjet udenpå var i gang med at sejle, med mig bundet fast udenpå.

Af katrine bertelsen |

Det blev til lidt over 20 timers kryds fra Gedser til Fyenshav. Vinden har stået i en vestlig retning og mellem 10-14 m/sek. Erik kom i havn kl. 5.46, og måtte lægge sig uden på en anden båd, da Lipstick ikke kunne komme ind mellem pælene på en almindelig plads.

Kl. 8 blev Erik Venobø vækket ved høj maskinlarm, og Lipstick sejlede!

– Jeg sprang op, kun i underbukser og så, at ham jeg havde fortøjet udenpå var i gang med at sejle, med mig bundet fast udenpå. Jeg blev en anelse sur, da man normalt plejer at banke på båden, hvis man ligger i vejen, siger Erik Venøbo.

Fortøjning i skruen

I mellemtiden var den inderste båd, ”Nanna” – et erhvervsfartøj til lystfiskeri –  i fuld gang med at sejle Lipsticks hæk ind i en pæl, mens forskibet var på vej op på en mindre motorbåd. Erik fik startet maskinen, og begyndte at tage fortøjningerne af. Den ”gode” skipper på Nanna fik kastet Eriks agterfortøjning i vandet, så den gik i skruen, alt imens syv lystfiskere stod på Nanna og grinede.

– Jeg blev simpelthen så tosset. Kunne de ikke se, at det her ikke gik? Jeg fik forfortøjningen og springet flået af, mens jeg højlydt fortalte, hvad jeg mente om den opførsel. Desværre fik jeg en del blink og fiskestænger med over på Lipstick. Men de holdt da op med at grine.

– Jeg gav fuld knald på motoren, i håbet om, at fortøjningen i skruen blev skåret over. Det gjorde den, så jeg kunne manøvrere væk fra Nanna. Jeg håber skrueakslen holdt til det.

– Havde der bare været et skilt på båden ”Fortøjning forbudt, havde jeg nok fundet et andet sted at ligge, fortæller en træt Erik Venøbo, der ikke har fået sovet meget.

Han har opgivet at sove mere, og letter snart, med kurs mod Kolby Kås på Samsø, en distance på ca. 70 sømil.

PS: På vej ud af havnen gik han på grund.

– Her kommer jeg aldrig igen, lyder det fra en irriteret Venøbo.

Følg de sidste to etaper af Danmark Rundt Inshore på TracTrac.

Vi prøver at få en kommentar fra havnefogeden i Fyenshav senere, men han vil tale med skipperen på Nanna, før han kommenterer på episoden.

Venøbo sejler nu mod Samsø før han slutter turen på Djursland i Bønnerup Strand.

content-loader
content-loader
content-loader