Gå til hoved-indhold
Test
Da den brede båd har to rat var det ekstra let at sejle båden, trods hård vind i Cannes. Foto: Troels Lykke

Test: Jeanneau 349 til sikker tursejlads

Jeanneau 349 er uden et besværligt hækstag. I hård luft var båden sødygtig og let at styre, da den har to ror.

Af Troels Lykke |

Sejlads skal være simpelt. Og sådan er det med den nye turbåd Jeanneau 349, hvor man har fjernet mastens besværlige hækstag, der både går i vejen for rorsmanden og som skal justeres undervejs.

Hækstaget bruges især til at holde masten tilbage, når man sejler med vinden. I stedet har Jeanneau sat to store salingshorn på masten og de er vinklet 30 grader bagud. På den måde holder man masten i skak i hård luft. 

Til gengæld bliver storsejlet generet noget af disse salingshorn, når man sejler platlæns, direkte med vinden. For at holde trimme den ekstra store kappe på båden, kræver det, at man bruger bomnedhalet ellers åbner sejlet sig ekstra i toppen.

Det skyldes da også at skødningen af bommen til storsejlet, er placeret fremme, oppe på kahyttens tag, så den ikke generer sejlerne i cockpittet. Jeanneau er langt fra de første der kommer med en båd uden hækstag. Vi har også prøvet det med succes på den franske Dufour 335.

Med systemet skal man vide, at trimningen ikke er lige så optimal, som når man har et hækstag, men som tursejler er det en befriende ting at undvære, blot man er klar over at der måske ryger op til en halv knob på kryds og halvvind, da man trods alt ikke kan gøre sejlet fladt ved at bue masten.

Smart med to ror

Vi sejlede dog op til 6,7 knob på kryds i den hårde vind, hvor storsejlet var rebet, så vi ikke krængende for meget. Med vinden ind fra siden, på halvvindskurs, kan både godt være svære at holde på roret, når det blæser og både kan også skære op, da et enkelt ror ikke altid er nok, men på denne Jeanneau 349 var der fuld kontrol under styringen.

For det første har konstruktøren Marc Lombard skabt en båd i balance, kunne vi mærke på roret. Båden var nemlig, trods 12 m/sek., ikke specielt luvgerrig og med to ror, der er vinklet ud, som det ses på kapsejladsbåde, der krydser Atlanterhavet, var der et godt greb i vandet, selv i større pust. Farten på halvvind var på 8,7 knob.

- Med vinden ind agten fra, kommer båden op at plane 15 knob i hård luft, det har vi allerede prøvet, og det gør båden, fordi den har en relativ flad bund, fortalte produktionsansvarlig Eric Strømberg fra Jeanneau, der på få måneder har solgt 70 i verden af bådtypen, der er en rigtig populær størrelse, ikke mindst i Danmark.

Let at sejle for to

Rorsmanden har storsejl og fok inde for rækkevidde, når det skal reguleres på tjekkede Harken-spil, da sejlenes skøder er ført tilbage til rorsmanden. Noget der også forsimpler sejladsen.

Man sidder også fint og styrer båden, både agter og ude i siden, hvor udsynet er fint. Gasterne sidder også godt, enten inde i cockpittet, hvor cockpitkarmen er høj og vinklet rigtigt til ryggen.

Og krænger båden kan man støtte benene på det permanente cockpitbord. Et kritikpunkt er dog, at designeren har valgt at bygge korte cockpitbænke, så en person på 1,80 ikke kan ligge udstrakt, til gengæld giver det mere plads i kahytten.

Vil man sidde helt ude i siden, som gast, foregår det fint med god rygstøtte fra søgelænderet.

Ligger man for anker og vil bade er båden udstyret med en pæn bred badeplatform, der hurtigt foldes ud. På agterspejlet, til venstre, er der placeret et håndtag, så man lettere kan komme op i båden.

Det er netop en detalje som det store agterspejl, der gør at man skal købe en ny båd. De fleste af de ti år ældre sejlbåde, har ganske enkelt ikke disse smarte badeplatforme. På denne Jeanneau 349 betragtes badeplatformen som ekstraudstyr, noget man skal lægge oveni de 800.000 kroner som båden koster.

Vil man frem i båden, er sidedækket tilstrækkeligt bredt og der er en god håndliste at holde i, på vej op til dækket, hvor ankeret og et lille bovspryd til gennaker-sejlads, er placeret foran stævnen. Bovsprydet er praktisk til gennakeren selvfølgelig, men også til at træde på, når man skal om bord.

Ekstra rummelig i kahyt

Vi var fem voksne personer om bord og det var lige en enkelt for meget, men to voksne og tre børn vil gå fint, også hvis man vil sove i kahytten, hvor der er god plads. Og det er der blandt andet fordi man har hævet dækket med ti centimeter på midten af båden, i forhold til Jeanneaus båd i samme størrelse.

Det betyder at bådens skrogside er næsten lige så høj, som på en 40 fods båd. Og ser man båden i havnen fra siden, ser man tydeligt den nye forhøjet sheerline, der hvor dæk og skrog mødes.

Det er et noget anderledes modigt design, som vi ikke har set før. Om læ er der et pantry til venstre, lige når man kommer ned. Pantryet har hvad man kan forvente, man skal dog lige vide, at ovnen betragtes som ekstraudstyr. Ved håndlisterne er LED-lys, der hjælper med til at gøre kahytten ekstra lys, noget som dog primært kommer fra to sideruder.

I højre side er der et stor toilet og separat brusekabine. I hovedkahytten kan navigationsbordet løftes op og dermed kan der gøres plads til en stol mere ved salonbordet, hvor der i forvejen let kan sidde 5-6 personer. Fremme har man skabt en ekstra stor åbning ind til forkahytten, noget der gør at salonen kahytten føles større.

Rilbage er der en stor køje i højre side, hvor to voksne fint kan ligge udstrakt og i modsat side er der til gengæld en stor kistebænk, hvor der er adgang fra cockpittet og fra toiletrummet. Apteringen er kunstproduktet Alpi-teak, der ikke er prangende, men holdbart og hurtigt at aptere, for at holde prisen nede på produktionsbåden.

Spændende koncept

Jeanneau 349 er en positiv overraskelse fra en konstruktør, der har fået befriende frihed til at skabe en frisk bådtype, der er let at sejle for tursejlere. Ikke mindst riggen, der sejles uden hækstag, vil bådejerne blive glade for, også selvom storsejlet er lidt sværere at trimme.

Bådens pris er i den billige ende, dog ikke billigste båd på markedet, til gengæld har den helt sin egen charme, med skroget der buer op på midten. Franskmændene tør tænke nyt.

Jeanneau 349

Længde 10,34 m

Vandlinje 9,40 m

Bredde 3,44 m

Vægt 5,35 ton

Kølvægt 1,58 ton

Dybgang 1,49 m

Mastehøjde over vand 15,42 m

Storsejl 30,7 m2

Rullefok 24,6 m2

Asymmetrisk spiler 95 m2

Motor Yanmar 21 hk

Konstruktør Marc Lombard

Pris sejlklar fra 800.000 kr.

Værft Jeanneau, Frankrig

Forhandler www.Tempobaadsalg.dk

Ishøj, tlf. 4373 7395

PLUS
To ror
Uden hækstak
God indretning

MINUS
Salingshorn generer ved platlæns
Korte cockpitbænke
Kunsttræ i aptering

Ståhøjden er 1,90 meter og man har fint plads i den ti meter lange båd, hvor dækket er hævet ti centimeter på midten, i forhold til tidligere modeller. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader