Gå til hoved-indhold
Fredericia Motorbådsklub betaler hvert år 25.000 kr for medlemskab i DS. Klubben mener ikke de får valuta for pengene. Foto: fmfredericia.dkSejlklubber
Fredericia Motorbådsklub betaler hvert år 25.000 kr for medlemskab i DS. Klubben mener ikke de får valuta for pengene. Foto: fmfredericia.dk

Fredericia Motorbådsklub vil ud af Dansk Sejlunion

Fredericia Motorbådsklub vil meldes ud af Dansk Sejlunion. Det er for dyrt og vi får ikke noget ud af det, lyder det fra klubben.

Af katrine bertelsen |

På den årlige generalforsamling i Fredericia Motorbådsklub d. 11. marts orienterede formand Lars Fardrup Nielsen om bestyrelsens tanker vedrørende fortsat medlemskab af Dansk Sejlunion.

Lars Fardrup Nielsen skriver i sin beretning:

Der har ikke fra Fredericia Motorbådsklubs side været deltagelse i nogen projekter eller møder under Dansk Sejlunion i år. Bestyrelsens fokuspunkter er på de indre linjer og derfor har vi ikke prioriteret udadvendte aktiviteter. Det er dog ikke ensbetydende med at vi ikke har diskuteret Dansk Sejlunion og vores udbytte af medlemskabet.

Med en kontingentbetaling på 25.000 kr for en forening som vores må vi naturligvis spørge os selv om vi får valuta for pengene.

– bestyrelsens svar er nej – og derfor indstiller vi til udmeldelse af Dansk Sejlunion.

Vi har prøvet

Lars Fardrup Nielsen siger til minbaad.dk, at de igennem årene har gjort et stykke arbejde for at få Dansk Sejlunion til at huske bredden og motorbådssejlerne.

– Når jeg læser Dansk Sejlunions blad ”Sejler” har jeg ikke fundet noget, der blot har den mindste interesse for os. Det eneste vi får ud af det, er nogle turbøjer.

Formandens orientering blev mødt med overvældende tilslutning, hvor størsteparten af de fremmødte til generalforsamlingen var positive overfor forslaget om at melde Fredericia Motorbådsklub ud af DS.

Afgøres på ekstraordinær generalforsamling

– I vores vedtægter står der, at vi skal være tilknyttet Dansk Sejlunion, så derfor indkalder vi til en ekstraordinær generalforsamling senere på året, da det er en vedtægtsændring. Men vi ønskede at orientere medlemmerne om bestyrelsens tanker på forhånd, slutter Lars Fardrup Nielsen.

content-loader
content-loader
content-loader