Gå til hoved-indhold
Luffe 3.6 ses her i Mors Cup 2015, der blev sejlet i let vejr.Kapsejlads
Luffe 3.6 ses her i Mors Cup 2015, der blev sejlet i let vejr.

Ny Luffe 3.6 vandt Mors Cup med AC-designer

Søren Christiansen sejlede fra X-50er i Luffe 3.6 med kulfibermast. North Sails America's Cup-designer Søderlund gik HØJT til vinden, mens ejeren gik lavere. Første kølbåd i mål og DH-sejr overalt.

Af Troels Lykke |

Tager du Henrik Søderlund fra North Sails med på din båd kan du regne med at der skal gås højt til vinden, hvis der er 4 m/sek. og fladt vandt.

Sådan var det i Mors Cup på en ny Luffe 3.6, hvor op mod 70 både startede, men kun 43 gennemførte de 51 sømil i lørdags, med start ud for Thisted Sejlklub.

- Da Henrik Søderlund styrede i 40 procent af tiden gik vi 32 til 35 grader til vinden på kryds og farten var mellem 6,2 og 6,3 knob, men da jeg styrede gik jeg 38 grader til vinden, men 6,5 knob. Det gav det samme resultat efter VMG, fortæller den 44-årige bådejer fra Struer Sejlklub, Søren Christiansen til minbaad.dk.

Luffe 3.6eren Misty var første kølbåd i mål og det var især på kryds at den trak fra de andre både, herunder en stor X-50er.

- Vi lå meget sammen med en Olsen 370 og en Evosion 34i, det var fint sejlvejr i 2 til 6 m/sek. Vinden døde aldrig med det var regnvejr og koldt, siger Søren Christiansen, der startede 10.30 i lørdags og var i mål i Thisted klokken 21.59.

Kulfibermast og North Sails 3Di

Han er tidligere Luffe 37-sejler gennem mange år, men ønskede mere plads til tursejlads, når hustruen Majbritt og Signe på 10 og Asger på 8 år skal med.

En Luffe 3.6 koster standard 1,8 mio. kroner og lidt ekstra, når der er en kulfibermast på og North Sails 3Di-sejl på. Og det har Struer-sejleren.

- Vi har sejlet allerede sejlet 1000 sømil i år. Vi var også med i Palby Fyn Cup, men udgik efter Lillebælt, da vi så vejrudsigten, det var for meget kuling og regn til os, siger Søren Christiansen.

En X-79er, BB 10-meter og Evosion 34i fulgte på de næste overaltpladser efter DH-reglen i Mors Cup.

Første båd var en trimaran

Første båd i mål var en flerskrogsbåd, sejlet af Martin Møller fra Klitmøller i en Corsair Dash MK 2, han kom et minut i mål før Luffe 3.6 i Mors Cup. Han fortæller til minbaad.dk:

- Vi er en forening trimaraner.dk/ som prøver ihærdigt at udbrede multihull sejlads. Jeg er stolt af resultatet netop fordi at det ikke kunne blive dårligere forhold for en trimaran i Mors Rundt. Der var ti sømil plat læns og 40 sømil kryds i let vind, og alligevel kom vi først. Så hvis der nogle der går og tror at en trimaran ikke kan krydse, så kan de godt tro om igen, siger Martin Møller.

Om sin eneste gast siger han:

- Jeg havde meget en dygtig og erfaren H-båds sejler, Anders Damsgaard med, som har sejlet Mors Rundt flere gange end de fleste.  Det var hans første gang i en trimaran, og han kunne ikke få armene ned bagefter.

Mors Cup resultater overalt efter DH-regel

Vinderholdet på Luffe 3.6. i regn. Fra venstre: Søren Christiansen (nede), Henrik Søderlund (oppe), Finn Nicolaisen, Jacob Fenger, Mikael Hornstrup, Niels Peter og Michael Olling.

Martin Møller kom først i sin Cosair Dash MK 2. Han deltog også i Palby Fyn Cup. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader