Gå til hoved-indhold
Peter Wibroe får nu tid til at se på sin forskning, før han til juni skal sejle Volvo Ocean Race fra Portugal til Sverige. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Peter Wibroe får nu tid til at se på sin forskning, før han til juni skal sejle Volvo Ocean Race fra Portugal til Sverige. Foto: Troels Lykke

Vestas-gasterne Wibroe og Sehested på vej til bådværft

Læs her hvad Peter Wibroe og Nicolai Sehested arbejder med efter Vestas-båd sejlede på et rev i Det Indiske Ocean i Volvo-sejladsen. Minbaad.dk interviewer Wibroe.

Af Troels Lykke |

Peter Wibroe, hvad går dig og Nicolai Sehested nu og foretager Jer, mens Vestas-båden er på værft i Italien?

- Vi har netop været i Kina, hvor vi har repræsenteret holdet under det seneste stop-over i Sanya. Selvom vores båd ikke er tilstede, er der stadig høj kommerciel aktivitet fra Vestas’ side, hvilket vi som sejlere kan hjælpe med. Nu er vi på vej til Persico bådværftet i Bergamo, hvor vores båd er ved at blive repareret.

Da båden skal bygges under de stramme one-design krav, er det begrænset hvad vi som hold kan og må hjælpe til med. Derfor er der ikke meget vi kan bidrage med i de indledende faser.

Så planen er nok, at komme tilbage til Danmark snart og vente på at båden bliver repareret i en sådan grad, at vi kan begynde med ’team details’ -altså alle de småforbedringer og justeringer, som vi som hold må lave indenfor klassereglerne. Indtil da må vi forsøge at komme så meget på vandet som muligt og holde os i god form.

Og for mit eget vedkommende bliver der måske også tid til at vække PhD-studiet til live og skrive lidt på en publikation eller to. Men selv om den overordnede plan ligger nogenlunde fast, ændrer situationen sig konstant -så meget kan stadig nå at ændre sig herfra og til vi står klar på startlinjen.

Hvordan har forløbet været siden I blev hyret?

- Intenst er nok det mest rammende ord. Vores forberedelsesperiode var naturligvis kort, og med et lille shore-crew var der en stor arbejdsbyrde for os alle. Leg 1 og starten af leg 2 var ligeledes en læringsperiode, hvor vi brugte meget energi på at forbedre vores måde at sejle båden på, så vi kunne holde trit med de førende hold.

Efter vi ramte revet var der naturligvis nogle essentielle spørgsmål der skulle afklares, og med den gode nyhed om at projektet ville fortsætte startede ligeledes et hektisk race for at komme tilbage i racet.

Det er så her vi er nu. Men overordnet har forløbet jo været præget af fantastiske oplevelser, udfordringer og livserfaringer - både rent sejlteknisk, socialt, mentalt og fysisk.

Hvad forventer I af den kommende sejlads til juni fra Portugal?

- Det vil blive en stor udfordring at komme tilbage i racet igen til sommer. Man skal ikke undervurdere værdien af de mange tusinde sømil som de andre hold får disse måneder, hvor de kontinuerligt forbedrer deres måde at sejle båden på. Den erfaring får vi ikke.

Vi kan bare håbe, at de mange sømil også dræner sejlerne så de er trætte og mindre motiverede end vi er. For der er ingen tvivl om, at vi kommer med en motivation og vilje til at klare det godt, som de andre hold nok vil have svært ved at matche, siger Peter Wibroe til minbaad.dk.

Vestas på værft i Italien. Til juni skal båden være klar.

content-loader
content-loader
content-loader