Gå til hoved-indhold
Kenneth Danielsen sejlede sig til flot 6. plads i World Cup'en. Foto: Cold HawaiiKort Nyt
Kenneth Danielsen sejlede sig til flot 6. plads i World Cup'en. Foto: Cold Hawaii

Cold Hawaii: Kenneth Danielsen tilbage i verdenseliten

Jeg er super tilfreds og stolt over at blive nummer seks. Det har været rigtig fedt i dag, fortæller Danmarks bedste bølgesurfer, Kenneth Danielsen.

Af Sara Sulkjær |

På hjemmebanen i Klitmøller leverede Danmarks bedste bølgesurfer, Kenneth Danielsen, det næstbedste resultat i karrieren. 

Her kunne han nemlig glæde sig over en flot 6. plads i World Cup'en i Cold Hawaii.

Bedste resultat i 4 år

Det er det bedste resultat siden femtepladsen i Klitmøller i 2011.

Kenneth Danielsen var da også godt tilfreds, da han efter en lang dag på vandet parkerede bræt og sejl på stranden

- Jeg er super tilfreds og stolt over at blive nummer seks. Det har været rigtig fedt i dag, siger Kenneth Danielsen i en pressemeddelelse og fortsætter: 

- Men jeg kan godt mærke, at jeg har sejlet syv heat i dag. Min krop er slidt og mine hænderne er flået op, siger Kenneth Danielsen i en pressemeddelelse. 

Det flotte resultat giver så mange point til verdensranglisten, at Kenneth Danielsen formentlig kommer i top 20.

Dårlig start

Det startede ellers ikke særlig godt for Kenneth Danielsen. 

I den første runde – den såkaldte single elimination – blev han sejlet agterud af australieren Jaeger Stone. 

Men han og de andre surfere fik en chance mere, fordi vestenvinden gav mulighed for at sende surferne på vandet i ny runde, den såkaldte double elimination.

Her befandt Kenneth Danielsen sig perfekt i Vesterhavets hvidpiskede bølger. 

Marc Paré fra Spanien, tyskeren Alessio Stillrich, Graham Ezzy fra USA og Moritz Mauch fra Tyskland blev sendt på stranden af den stærke nordjyde. 

Det blev tyskeren Klaas Voget, der stoppede Kenneth Danielsens drømme om en podieplads.

For lidt vind

Arrangørerne har været plaget af for små bølger og for lidt vind fra en forkert retning. 

Man kom lidt i gang torsdag - men måtte desværre afbryde sejladsen. 

Alt tyder dog på, at World Cup’en i Klitmøller finder sin vinder fredag aften omkring klokken 19. 

Klaas Voget, Jeager Stone, Fernandez Lopez, Marcilio Browne og Philip Köster er de resterende surfere i konkurrencen. 

Her har Philip Köster vundet 1. runde.
content-loader
content-loader
content-loader