Malene: Fra ØV til ekstase

Desværre var det ikke til at komme uden om. Vi havde i lang tid planlagt, at årets gode sommerdage skulle gå med at få ordnet noget vedligeholdelse.

Vejret var perfekt, og der var nok at tage fat på. Den gamle dame trængte til en kærlig hånd. Vi havde lovet hinanden at i år skulle hun have den gode tur. Nu var det tid at holde hvad vi havde lovet…

Det skortede ellers ikke med overspringshandlinger:

- Nogle gode venner SKULLE have hjælp med at få deres nyindkøbte båd sikkert i vandet.

- Bunden af vasketøjskurven trængte til at få luft.

- Min veninde havde brug for det gode råd jeg ringede og gav hende.

- Børnene skulle selvfølgelig have friskbagt brød at starte fridagen med

- Jeg havde brug for at få dvælet ved billederne fra dengang børnene var små

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og mens jeg ventede på at bollerne blev færdige og vasketøjet kunne blive hængt op, kiggede jeg længselsfuldt ud på den blanke fjord. Et par både sejlede forbi mit synsfelt. ØV!

Hvorfor var det vi (en kold og blæsende vinteraften) var blevet enige om at lade båden blive på land?

Fair nok, det var det mest fornuftige, men hvor ville jeg dog gerne have haft udsigten til at skulle sejle i stedet for at arbejde når jeg inden længe skulle indfinde mig på havnen.

Hvis jeg dog bare, som mine mere kløgtige veninder, havde kunnet nøjes med at være sjov og smuk, og fortælle min mand hvor dygtig han var.

Så kunne det være at jeg havde kunnet hygge mig med veninderne og børn, mens manden knoklede. Men nej, den kunst har jeg desværre aldrig mestret.

Det ender altid med at jeg står og prøver det bedste jeg kan, iført kikset tøj der for længst burde have være kasseret.

Men! Så var det jo der skete noget. Da jeg først var blevet færdig med at beklage mig over min manglende kløgt, og i et stykke tid udelukkende havde været optaget af arbejdet, blev jeg opmærksom på noget.

Hvor jeg tidligere på dagen havde mødt mine omgivelser med et surt giv mig dog medlidenhed fjæs, smilede jeg nu til verden og dem der slog vejen forbi havnen.

En uventet bonus
Det var rigtig hyggeligt at arbejde på båden. Jeg blev mindet om, at jeg faktisk er ret vild med den stemning der er på en havn når der bliver arbejdet på bådene.

Vi var langt fra de eneste der havde båden på land, og kom hurtigt i snak med andre (glade) lidelsesfæller.

Og det var rigtig hyggeligt at få en sludder. Normalt har vi ret travlt med at komme ud på vandet når det bliver weekend. Vi når sjældent at få sludret meget med de andre. Det fik vi gjort i dag.

Arbejdet der havde virket som en uoverkommelig opgave, viste sig at være meget lettere end vi havde frygtet.

Måske var det ikke så tosset en ide at skulle bruge de gode sommerdage på båden selvom den er på land. Det var rigtig hyggeligt.

Ikke alene fik jeg muligheden for at være anderledes tæt med min mand (der er jo begrænset plads på sådan et fordæk – især når der også skal være plads til alskens værktøj) men vi fik også vendt nogle tanker om ting vi ikke altid får tid til i hverdagen.

Alt i alt var vi glade, ja nærmest ekstatiske, da vi efter en solid indsats satte kursen hjemover.

Nu håber jeg bare at vi huskede at stoppe i tide, og ikke vil være alt for ømme de næste mange dage. For er det ikke pudsigt. Når man først er kommet i gang, kan det være svært at stoppe igen.

God vind, og undskyld hvis jeg skulede til jer derude på vandet.

Malene

Fast arbejde på den svenske Vindö 40.