Gå til hoved-indhold
De regerende tyske verdensmestre, Robert Stanjek og Fridijof Kleen. Foto: Flemming SørensenKapsejlads
De regerende tyske verdensmestre, Robert Stanjek og Fridijof Kleen. Foto: Flemming Sørensen

Starbåd: Tåsinge-sejlere slår knebent OL-legende

Flemming Sørensen med gast Henrik Ahrentsen snuppede henholdsvis 2. og 3. plads i Berlin. Her slog de i tæt kamp OL-legenden Jochen Schümann i første kapsejlads. I alt deltog 3 danske besætninger.

Af Sara Sulkjær |

Wannsee ved Berlin var ramme om weekendens Star-race. Her dystede i alt 13 både om ”Lawuse-preis” torsdag og fredag, mens det lørdag og søndag gjaldt kampen om ”Senats-preis”. 

Fra Danmark deltog Johnny Jensen med Star-OL-gasten Claus Olesen, Frank Berg sammen med den meget erfarne Martin Hejlsberg samt Flemming Sørensen og Henrik Ahrentsen fra Troense. 

De 3 danske besætninger havde fornøjelsen af at sejle mod OL-legenden Jochen Schümann, som stillede op med sin gast fra OL i Sydney, Ingo Borkowski. Derudover havde stævnet også deltagelse af de regerende Star-verdensmestre, tyskerne Robert Stanjek og Fridijof Kleen.

Kneben dansk 2. plads

I kampen om ”Lawuse-preis” bød førstedagen, torsdag, på koldt og vådt vejr med 10 til 15 knobs vind.  

- 4 tilmeldte både kom ikke til start og missede dermed 5 rigtig gode sejladser, fortæller Star-sejler Flemming Sørensen en i mail til Minbaad.

Allerede her var han og gasten Henrik Ahrentsen med helt fremme i feltet, idet de efter de 5 sejladser lå på en flot 2. plads, uhyre tæt med stævnets nummer 3, Jochen Schümann og Ingo Borkowski. Foran var kun de forsvarende verdensmestre. 

Sejladser aflyst

På anden dagen var der til forskel absolut ingen vind. Banelederen besluttede derfor, at aflyse alle fredagens sejladser. Hermed var der dømt hygge og afslapning for Star-sejlerne. 

- Traditionen tro blev der i Star-klassen dækket op under lindetræerne og hygget med Weiss Beer og grillkylling, fortæller Flemming Sørensen. 

De regerende verdensmestre, Robert Stanjek og Frithjof Kleen Lawuse, kunne igen i år snuppe Award’en. 

Legende viste klassen

”Senats-preis” startede ud lørdag morgen med udsættelse grundet manglende vind. Det skulle dog senere vise sig at friske op, så sejlerne alligevel kunne nyde nogle gode sejladser på vandet.

- Med en times forsinkelse blev der sejlet 3 meget tætte sejladser i 4 til 6 knob vind, fortæller Flemming Sørensen.

Søndagen startede præcist som lørdagen, uden vind. Heldigvis brød solen igennem over en smuk efterårsklædt Wannsee, og der blev sejlet yderligere 3 sejladser i 4 til 5 knobs vind. 

- Sejlsportslegenden Jochen Schümann fik vist sine mange årige erfaring ved på flotteste vis at afslutte stævnet med en anden og to første, siger Flemming Sørensen, som måtte tage til takke med den nederste podieplads.

Hermed blev den tidligere OL-sejler med gasten Ingo Borkowski suveræn vinder af ”Senats-preis”. 

Se billeder og resultater herunder:

Jochen Schümann har som andre sejlsportslegender kastet sig over Starbåden

Den danske sejler Flemming Sørensen fra Troense

Sejlerne gik til stålet i Berlin

Resultatliste "Lawuse-preis". Danskere slår knebent OL-legende Jochen Schümann

"Senats-preis", resultatlisten. Dansk bronze

content-loader
content-loader
content-loader