Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anette Viborg tog første stik som gast for Allan Nørregaard, da holdet bl.a. har en mere optimal totalvægt. PR-foto

Drama om gasteplads hos Allan Nørregaard i Nacra 17

- En uge inden Eurocuppen på Mallorca, besluttede Allan at bytte rundt på Line Just og jeg. Jeg kom i 1. gastetrøjen og Line valgte at rejse hjem, blogger Anette Viborg fra World cup i Hyeres.

 

Af Troels Lykke |

I dag begynder World Cuppen i Hyeres, Sydfrankrig og Allan og jeg er klar til start. Vi har haft en fantastisk uges træning op til stævnet, hvor vi har fået trænet i næsten alle vindforhold. Efter denne World Cup vil Allan afgøre, hvem han sejler resten af sæsonen med - så det er afgørelsens time.   

Sådan blogger Horsens-sejleren Anette Viborg og fortsætter:

Tilbage i december 2014 har jeg kun prøvet at gaste 2-3 gange i Nacra’en og det var kun for sjov. Jeg har stort set hele mit liv været styrmand eller taktiker i alt, hvad jeg har sejlet.

Jeg skreg yes, yes ude i haven

Nu har jeg fået chancen for at sejle med en af verdens bedste styrmænd, Allan Nørregaard (olympisk bronzemedaljevinder), og da han ringede i december (godt to måneder efter bruddet med Martin), skulle jeg ikke tænke over det, jeg måtte bare sejle med ham og hans fantastiske hold. Efter Allans opkald, løb jeg ud i min have og skreg af mine lungers fulde kraft, ”yes, yes, yes!”

Det betød en prøveperiode i januar i Brasilien, hvor jeg gastede på halv tid med Allan, og det gik så godt, at jeg kom ind på holdet som reservegast og coach. Det var planen, at jeg roligt skulle trænes op over sæsonen 2015 og være Allans 2. gast.

Et dramatisk skifte

Som 2. gast fik jeg dog ikke så meget træningstid på vandet og halvvejs inde i Mallorcatræningslejren i marts, begyndte jeg at lede efter endnu en styrmand, som jeg kunne sejle med i Danmark, og dermed få flere timer på vandet som gast.

Men Allan og Line havde i samme periode udfordringer. Deres vægt lå 8-10 kg fra idealvægten, og de kunne ikke følge med fartmæssigt i vindforhold under 6-7 m/s.

En uge inden Eurocuppen på Mallorca, traf Allan beslutningen at bytte rundt på Line og jeg. Jeg kom i 1. gastetrøjen og Line valgte at rejse hjem, den følgende dag.

Smertehelvede på Mallorca

Jeg var helt mentalt overrumplet over, at Line var med et rejst hjem, jeg skulle pludselig sejle stævnet med Allan, min helt store chance. Nu skete det virkelig, men uden rigtig at have trænet med Allan op til stævnet – det var en medalje, der havde en stor bagside.

Vi ville få nogen klø, hvis der kom luft til stævnet, for vi var ikke ordentligt forberedt. Og den første stævnedag på Mallorca havde vi alt fra 2-20 m/s og skiftende vind, drejende 100 grader. Det var mit mareridt, der kom til virkelighed.

Det næste dag var okay, men den tredje dag var katastrofal. Jeg var ved at bryde sammen af træthed. Min krop var udkørt og jeg kunne ikke sove om natten fordi mine arme snurrede så mærkeligt.

Men så endelig kom søbrisen torsdag – ganske vist med 7-8 m/s, men nu var det vores tur, og den dag gik vi ud og vandt et race! Det var en kæmpe forløsning, vi havde været lige ved og næsten flere gange og nu lykkedes det foran hele guldfeltet. Det var alle smerterne værd.

Det skal gøre ondt, før det bliver godt

Det er sjovt at bemærke, hvor få begivenheder, man er i stand til at forudsige i sit liv. Man håber og tror på det bedst og frygter det værste. Men i sidste ende er skæbnen en barsk og ubarmhjertig størrelse. Den tager oftest røven på en, før end at lykken kommer og smiler.

Sådan har min sejlkarriere været det sidste halve år. Efter et uventede brud med Martin, har jeg fået en ny chance.

Står foran mit turningpoint

Nu sidder jeg i mit værelse i Hyeres og fundere over tingene. Jeg står foran mit livs næste store ’turningpoint’.

På baggrund af Worldcuppen i Hyeres som starter i dag, vil Allan vælge, hvem han vil sejle med fremadrettet over sæsonen. De to store spørgsmål er, hvem tror Allan og vores træner Henrik, Allan kan vinde OL udtagelsen med, og i sidste ende hvem kan Allan vinde OLmedaljen med?

En ting er sikkert, når vi står på den anden side Worldcuppen i Hyeres, vil jeg have gjort alt hvad der er fysisk og mentalt muligt. Jeg vil yde max. Og så må det briste eller bære.

content-loader
content-loader
content-loader