Fornemmelsen af at sejle i Champagne
Kursen er sat mod kanalsejlads, når forfatter og sejler Malene Wilken tirsdag 29. september holder foredrag på Middelfart bibliotek.
Flod- og kanalsejlads er mere populært end nogensinde. Og det er en anderledes måde at holde ferie på, og det kræver ikke den store sejlererfaring, så hele familien kan deltage.
Tirsdag 29. september kl. 19.30 fortæller Malene Wilken om familiens oplevelser da de sejlede gennem Europa med det gode skib Æfnitýr, en Vindö 40 fra 1973.
Sejl i Champagne og ta på vinsmagning
Under foredraget får man fornemmelsen af hvordan det er at sejle i Champagne, tager på vinsmagning hos de lokale vinbønder, smager på områderne langs Cote du Rhone, Chardonnay, Bourgogne og meget mere.
- Derudover besøger vi små charmerende landsbyer, myldrende storbyer, solbeskinnede vinmarker, sejler gennem folks private baghaver, tager en smuttur til Disneyland, og på havnerundfart i Paris, forklarer Malene Wilken til minbaad.dk, som hun også blogger på.
Fra 2009-2011 sejlede Malene Wilken og hendes mand på langfart med deres to børn (Marie på 2 og Sebastian på 5).
Turen gik fra Danmark til Middelhavet og retur gennem Europa på nogle af de mange floder og kanaler. Båden, en Vindö 40, hedder Æfnitýr der er oldnordisk for eventyr.
Malene Wilken har skrevet to bøger om familiens oplevelser Skibet er ladet med eventyr og Sluserne åbner for nye eventyr.
Under foredraget læser Malene Wilken et uddrag af Sluserne åbner for nye eventyr, der handler om den del af turen hvor familien sejlede gennem Europa.
På skovtur med en Vindö 40 fra Holbæk. Foto: Malene Wilken