Femten BB10-metere kæmper om DM i Hvidovre i weekenden
Hvidovre er ramme om BB10-meters klassens DM i weekenden. Flere af favoritterne bliver hjemme, så nye mestre skal kåres.
Hvidovre Sejlklub Suset er vært for årets DM for BB10-meter. 15 BB10-meter er klar på startlinjen når 1. sejlads til årets DM skydes i gang torsdag. Forude venter tre sejladsdage på Køge Bugt.
Sidste års danmarksmester, North sejlmager Theis Palm, stiller ikke op i år, så nye folk skal på tronen. Mon ikke klubbens formand Bjarne Venø Petersen fra Skælskør, med Lars Jensen om bord er et godt bud på en topplacering. Også Søren Koitzsch fra Skive med Hancock i spileren tæller med i favoritfeltet.
Sort flag?
– Jeg håber ikke BB'erne er lige så aggressive som OK-joller, siger baneleder Morten Halberg, der kommer lige fra DM i OK jolle med 80 kampklare OK joller på startlinjen.
– Jeg var nødt til, at bruge det flag, som er sort på begge sider, for at få dem til at lystre. U-flaget var der ikke respekt for, men dem om det ...
Stævneleder Torben Andrup og 15 frivillige fra Hvidovre sejlklub Suset har taget et par fridage for at bakke op om stævnet, og der er sørget for T-shirts og præmier til alle.
Præmie til de langsomme
Der er festmiddag fredag aften og igen i år med kåring af jysk mester, som er en intern konkurrence, hvor et af kriterierne for at komme i betragtning er, at man ikke har haft for meget fart på ude på banen.
Der er live tracking af stævnet, som kan ses på linket her.