Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Bølgerne går højt i sagen. Arkivfoto: Troels Lykke

Gråsten Sejlklub forlader Sejlunionen - klubformand forklarer

Der er sket et utal af fejl i denne eksklusions sag fra Dansk Sejlunions side, skriver formand for Gråsten Sejlklub bl.a. Klubben nægter at lade medlem genindtræde i deres klub.

Af Troels Lykke |

Fakta omkring Gråsten Sejlklub´s eksklusionssag marts 2015, sådan indleder Gråsten Sejlklub deres pressemeddelelse:

Gråsten Sejlklub er varslet suspension fra Dansk Sejlunion, såfremt Gråsten Sejlklub ikke lader et tidligere ekskluderet medlem genindtræde i sejlklubben. Suspensionen vil antageligt hen over forsommeren føre til, at Gråsten Sejlklub bliver ekskluderet fra Dansk Sejlunion, dvs. smidt ud.

Til trods for, at Gråsten Sejlklub i kraft af sit medlemskab af Dansk Sejlunion er underlagt en top-down bestemt adfærdspligt, vil Gråsten Sejlklub ikke lade det ekskluderede medlem genindtræde i sejlklubben.

Gråsten Sejlklub har et sæt vedtægter godkendt af Dansk Sejlunion, der retfærdiggør en lokal beslutning på klubbens generalforsamling om- og gennemførelse af eksklusionssager som i den aktuelle.

Der er sket et utal af fejl i denne sag fra Dansk Sejlunions side. Nogle af fejlene er erkendt, og der er bl.a. udgivet en folder i gennemførelse af eksklusionssager, oprettet kurser i konflikthåndtering etc.. Alt sammen rigtig fint, men for sent for Gråsten Sejlklub, der har måttet lægge skuldre til en fra Dansk Sejlunions side meget uprofessionelt håndteret sag.

Gråsten Sejlklub i relation til det ekskluderede medlem/NN

Mere end 9 ud af 10 klubmedlemmer ønsker ikke NN´s tilstedeværelse i Gråsten Sejlklub pga. dårlig opførsel, trusler og tilsidesættelse af regler (afgjort på generalforsamlingen 2013). NN er blevet tilbudt bådplads i nabohavn til samme pris som i Gråsten Sejlklub, men NN ønsker ikke at tage imod dette tilbud.

NN har som seniorsejler ikke et tvingende behov for tilknytning til Dansk Sejlunion gennem et medlemskab i Gråsten Sejlklub (har bl.a. ikke brug for juniorafdelingen i Gråsten Sejlklub). Hvis NN ønsker medlemskab af Dansk Sejlunion, kan NN søge det som individualist.

I modsætning til f.eks. at være medlem af en fagforening og herigennem at opnå rettigheder af livsbasal karakter, er der intet af nogen art for NN i et medlemskab af Gråsten Sejlklub i forhold til et medlemskab af en anden sejlklub.

I en sejlklub handler det alene om fællesskab for interessen og om det sociale element. NN kan opnå fællesskab for interessen i andre sejlklubber, og det er vanskeligt at se det sociale tilgodeset fremadrettet i Gråsten Sejlklub, hvor NN er uønsket pga. sin opførsel.

Gråsten Sejlklub har prøvet alt i forhold til NN, herunder dialogmøder med NN. Dette for at få NN til at forstå og acceptere, at godt nok har instanserne Dansk Sejlunion og Danmarks Idræts Forbund givet NN medhold via en kendelse, men at dette ikke løser det reelle problem omkring NN´s tilstedeværelse i Gråsten Sejlklub.

Gråsten Sejlklub har på dialogmøderne stillet NN spørgsmålet, om det er NN´s intention og hensigt i kraft af sin fastholdenhed om at genindtræde i Gråsten Sejlklub, at ødelægge det Dansk Sejlunion-relaterede sejlsportsliv for børn og ungdom i Gråsten. Desværre ingen synlig reaktion og forståelse for, hvad denne sag reelt handler om og i værste fald kan føre til. 2

"Systeminstanserne" (Danmarks Idræts Forbund og Dansk Sejlunion) har uden tøven givet NN udløserknappen til den katastrofe, der nu er ved at udspille sig.

Og hvad har systemet tænkt sig, når det vil sende NN tilbage til Gråsten Sejlklub med en accept i hånden på, at det er helt legalt at opføre sig dårligt og true sig frem. Og dette til en Gråsten Sejlklub, der tidligere har meddelt NN, at NN er uønsket netop pga. sin opførsel.

Gråsten Sejlklub i relation til Dansk Sejlunion

Gråsten Sejlklub har fra begyndelse af i denne sag rådspurgt sig i Dansk Sejlunion omkring en nødvendig medlemseksklusion og søgt rådgivning om proces og handling.

Dansk Sejlunion har her alene præciseret vigtigheden af, at vedtægterne formelt bliver fulgt, således at der ikke kan påtales fodfejl i processen. Dette taget til efterretning og efterlevelse har Gråsten Sejlklub efterfølgende handlet ud fra den opfattelse, at have Dansk Sejlunions fulde opbakning til at gennemføre eksklusionen.

Noget helt andet skulle imidlertid vise sig. Dansk Sejlunion-sekretariatets rådgivning til Gråsten Sejlklub var ikke i overensstemmelse med Dansk Sejlunions eget organ – det såkaldte ordensudvalg i Dansk Sejlunion.

Dette udvalg har domstolslignende beføjelser, hvorfor det derfor også må forventes, at de enkelte sager, herunder Gråsten Sejlklubs sag, bliver efterforsket med tilstrækkelig grundighed, inden der træffes afgørelser.

Gråsten Sejlklub vil her undlade at redegøre for detaljerne i ordensudvalgets efterforskning, men her blot betegne den som "kaotisk, ustruktureret og ringe".

Gråsten Sejlklub sidder nu tilbage med den konstatering, at Gråsten Sejlklubs tillid til Dansk Sejlunion som den, der skal støtte op omkring Gråsten Sejlklubs eksistens og træde hjælpende til som livredder, fuldstændig er forsvundet.

I sejlerens billede har Dansk Sejlunion trukket Gråsten Sejlklub hen til kajkanten og herefter skubbet Gråsten Sejlklub i vandet. Livredderen (der også burde være Dansk Sejlunion) træder ikke til – ikke engang med en redningskrans, og overlader Gråsten Sejlklub helt til sig selv og sin egen redning.

Gråsten Sejlklub i relation til Danmarks Idræts Forbund

"Vort samfund tilstræber, at idrætten i Danmark skal udvikles lokalt og på basis af frivillighed". Dette udsagn er ikke ukendt i vores politiske verden.

Hvordan når samfundet i mål med dette udsagn, når idrætsforeningernes rettigheder er topstyret og når muligheden for egenbestemmelse ude i den enkelte klub (som oplevet i Gråsten Sejlklub) ikke eksisterer?

Gråsten Sejlklub, den 26. marts 2015

På bestyrelsens vegne

Lars Chresten Møller

Formand

content-loader
content-loader
content-loader