Gå til hoved-indhold
Hav nødudstyret i orden, hvis du eksempelvis kommer ud for et motorstop. Foto: ArkivfotoUdstyr
Hav nødudstyret i orden, hvis du eksempelvis kommer ud for et motorstop. Foto: Arkivfoto

Det bør du have ombord: Motor og værktøj

Forbered dig på eventuelle motorstop og andre reparationer.

Af Benjamin Kristensen, duelighed.dk |

Igen er Benjamin Kristensen fra Duelighedsklubben klar med sikkerhedsrådene. Denne gang gælder det motor og værktøj. Læs første del her og her

Man kan købe sig fattig i forkromet udstyr, så herunder vil jeg udelukkende koncentrere mig om det udstyr, der kan øge sejladssikkerheden for de mindre fritidsfartøjer, som udelukkende sejler tæt ved kysten, i godt vejr og i kendte farvande.

Min liste er uprioriteret, for det er dig, skipperen, der beslutter, hvordan pengene og pladsen ombord på din båd skal disponeres. Det er også dig, der skal stå til ansvar, hvis en ulykke udvikler sig, fordi der mangler sikkerhedsudstyr ombord. 

Brændstoffilter

Hvis motoren trækker svagere og svagere og måske går helt i stå, kan det være et tilstoppet brændstoffilter, som skal skiftes, inden sejladsen kan fortsættes.  

----------

Gaffa tape

Jeg har haft megen glæde af Gaffa tape til nødreparationer.

----------

Kileremme

Hvis ladelampen lyser, eller motoren bliver varm, kan det være en løs eller defekt kilerem, som skal strammes op eller udskiftes, inden sejladsen kan fortsættes.

----------

Kniv

Medbring altid en lommekniv, køkkenkniv, hobbykniv eller lignende.

Sømanden får brug for kniven, når der kommer tovværk i skruen, når ankeret sidder fast i bunden og skal droppes, og i et hav af  andre praktiske situationer.

Alternativet er et stykke skarpt metal eller et glasskår.

----------

Lænsepumpe(r)

Pumper vand ud af båden. 

Kan være manuelle eller automatiserede. 

Lænsepumperne ombord skal afprøves ofte, og der skal være rengjort i bunden af båden, så pumperne ikke stoppes af gamle sokker og klude. Jeg har oplevet, at en helt ny og dyr elektrisk lænsepumpe brød totalt sammen, fordi en af ungerne havde smidt et lille stykke tyggegummi ned i kølsvinet. Alternativet er en pøs.

----------

Motorolie

Hvis du på sejlturen reparerer en lækage i oliesystemet eller udskifter et tilstoppet oliefilter, skal der fyldes olie på systemet, inden du starter motoren igen. Brug kun olie, der anbefales af motorproducenten og benyt evt. en tragt.

Hvis oliestanden er lav, og du har glemt at medbringe ekstra motorolie, er alternativet ”intervalsejlads”. Du starter motoren, sejler forsigtigt, indtil motortemperaturen stiger, stopper motoren, kaster anker, lader motoren køle af, og gentager øvelsen. Hvis du bruger din motor på denne måde, kan den tage alvorlig skade, men i en nødsituation må man nogle gange se bort fra materielle værdier.

----------

Oliefilter

Hvis olietrykket falder eller motoren bliver varm, kan det være et stoppet oliefilter, som skal skiftes, inden sejladsen kan fortsættes.

----------

Pandelampe 

Når du i mørket skal sejle båden med den ene hånd og holde fast med den anden, får du hurtigt brug for flere hænder, og nu er pandelampen din bedste ven i nøden. Husk ekstra batterier.

----------

Reservedunk med ekstra brændstof

Alt for mange søulykker i fritidsbåde starter med, at motoren løber tør for brændstof og stopper. Måske driver du på grund, måske dør du af kulde, eller måske drukner du.

Husk at skifte brændstof i reservedunken med mellemrum, og fyld dunken helt op, så der kondenseres mindst muligt vand i brændstoffet. Brug en dunk, der er godkendt til formålet, og husk påfyldningsstuds eller tragt.

----------

Røg- og gasalarmer

Hvis du sover ombord på båden, bør du installere mindst én røgalarm. Hvis du har gasinstallationer om læ på båden, bør du montere mindst én gasalarm.

Alternativet er, at der altid er en vågen person, som har brandvagten.

----------

Stævnrørsfedt

Mange både med fast skrueaksel holder havvandet ude ved at holde en pakdåse på stævnrøret fyldt med stævnrørsfedt. Stævnrøret er det rør, hvor igennem skrueakslen føres ud gennem skroget. Hvis dette fedt pludselig begynder at ”sive ud”, begynder der i hurtigt stigende tempo at trænge vand ind i båden, og nu skal der pumpes nyt fedt ind i pakdåsen, hvis du ikke vil risikere at gå ned med mand og mus.

----------

Wiresaks / boltsaks

Sejlbåde bør medbringe en kraftig wiresaks/boltsaks, så vanterne kan klippes i en fart, hvis masten ryger over bord i hårdt vejr. Den skal ikke ligge i bunden af kistebænken / værktøjskassen, hvor man ikke kan finde den i en presset situation.

----------

Værktøjskassen

Du bør have det håndværktøj med på sejlturen, der er nødvendigt for at efterspænde eller nødreparere din motor, gear, tekniske installationer, rig og sejl. F.eks. kan du komme ud for at skulle skifte en kilerem, et spændebånd eller et filter.

Værktøjet er meget følsomt overfor saltvandsmiljøet. Skal opbevares tørt, og rengøres grundigt efter brug, hvis du ikke vil købe nyt hvert år.

----------

Årer og åregafler

Hvis motoren sætter ud, kan mindre både fremdrives med årer.

Læs med på minbaad.dk, når Benjamin Kristensen om få dage skriver sidste del af sikkerhedsvejledningen...

content-loader
content-loader
content-loader