Kæmpe sejlsportscenter i Aarhus bygges til oktober
NCC, GK Danmark og Raunstrup Tømrer skal bygge Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Til oktober tages første spadestik.
Af Troels Lykke |
I december 2015 blev opførelsen af Aarhus Internationale Sejlsportscenter udbudt i licitation i tre storentrepriser. 15 virksomheder blev prækvalificeret til at byde på de tre storentrepriser og i juni 2016 blev de tre entreprise vindere udpeget.
De tre storentrepriser er henholdsvise:
Storentreprise E1 — Råhus -og lukningsentreprisen inkl. ny jollerampe.
Storentreprise E2 — Installationsentreprisen
Storentreprise E3 — Tømrer- og malerentreprisen
Råhus- og lukningsentreprisen (E1) blev som nævnt vundet af NCC Construction Danmark A/S og de to øvrige entreprisevindere er henholdsvis GK Danmark A/S (E2) og Raunstrup Tømrer A/S (E3).
Færdig i 2018
- Bygherren Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter vil i løbet af sommeren kontraherer med de vindende entreprenører som efter sommerferien vil kunne påbegynde byggeriet. De første forberedelser forventes at gå i gang primo september og den 3. oktober vil der være første spadestik og sejlsportscentret forventes indviet i foråret 2018, fortæller Thomas Capitani, direktør for Sailing Aarhus.
Aarhus Internationale Sejlsportscenter ejes og drives af Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, som blev stiftet af Sailing Aarhus i maj 2015. I sejlsportscentrets bestyrelse indgår, foruden repræsentanter fra Sailing Aarhus, også repræsentanter fra Dansk Sejlunion, Team Danmark og Idrætssamvirket Aarhus.
Projektgruppe skal styre byggeri
Bestyrelsen har nedsat en projektarbejdsgruppen som består af medarbejdere fra Sailing Aarhus og Aarhus Kommune og den bistås af et totalrådgivningsteam bestående af arkitektfirmaet Entasis as, rådgivende ingeniører Henry Jensen A/S, landskabsarkitekt Schønherr A/S samt af bygherrerådgiver Archifield ApS, Holst Advokater, EY revisorer og Willis Forsikring.
Aarhus Internationale Sejlsportscenter bliver opført med støtte fra A.P. Møllers Fond, Salling Fondene, Nordea-fonden, Lokale og Anlægsfonden samt Aarhus Kommune.