Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
X-40 sejlerne Henrik Jørgensen, tv., og Jan Hansen er klar igen. Foto: kdy

Øresund 1-2-3 Stars med socialt touch

”Øresund 1-2-3 Stars” sejles igen i år fra Rungsted til Flakfortet med moleøl, middag, musik og overnatning, og sejlads retur næste dag, fortæller KDY. Se kort over banen.

Af Troels Lykke |

Sidste års succes med det nye ”1-2-3 Stars” koncept gentages igen i år den 12.-14. august fra Rungsted. Bådene samles i Rungsted fredag eftermiddag /aften og der er respit start udenfor havnen lørdag morgen fra 08.00, således at deltagerne kommer nogenlunde samlet i havn på Flakfortet, så der bliver tid til sejlersnak, hygge og mole-øl om eftermiddagen. Kl. 18.30 er der sejlermiddag med efterfølgende musik og mulighed for dans.

Banen fastlægges aftenen før, og med rigeligt med rundingspunkter, kan det sikres, at man får en god sejlads rundt i Øresund inkl. et godt kryds, inden man når Flakfortet. Afhængig af vind og vejr kan f.eks. Hven og Saltholm inddrages i banen, men de nøjagtige baner og distancer bliver fastsat ud fra vejrudsigten.

Søndag sejles retur til Rungsted, hvor der efter målgangen vil være grill pølser, mole-øl og præmieuddeling ved KDY klubhusets nordlige ende.

- Vores trofaste sponsorer er igen i år af Watski og Quantum Sails med præmier, mole-øl, musik m.m., fortæller direktør i KDY, Dan Ibsen.

Fra Nordisk Folkebåd og opefter

Sejladsen bliver i år åbnet for endnu flere både, dvs. også mindre både end sidste år, idet sejladsen foregår i Øresund som to dagssejladser.

Racing-klassen - båden skal have et gyldigt DH-målerbrev/ kapsejladslicens, og sejladsen er åben for alle kølbåde med en lukket kahyt og med et GPH mål mindre end eller lig med Nordisk Folkebåd. Flerskrogsbåde skal tillige have en lukket kahyt.

Cruising-klassen - båden skal have en længde overalt på mindst 8,00 m, som har en lukket kahyt. For hver båd i Cruising-klassen fastsætter kapsejladskomiteen et skønnet TCC-måltal, som ikke kan appelleres. Både i Cruising-klassen kan vælge at føre spiler.

Tilmelding senest den 1. august på http://www.kdy.dk/oresund123stars

”Fler-stars”

Det bliver ligesom sidste år muligt at sejle alene som singlehanded båd, sammen med én ven som doublehanded, eller sammen med to venner som triplehanded båd.

”Øresund 1-2-3 Stars” skal være både en kapsejlads og lige så meget et sjovt og hyggeligt arrangement for kapsejlere og cruising sejlere.

Mange sejler aftenmatcher med en stor besætning, men her kan man blive udfordret og afprøve sine grænser med andre samarbejdskonstellationer fra besætning på et til tre personer.

Sejler man alene bliver man kompenseret med 10 minutter i handikaptiden i forhold til doublehanded både, og sejler man med to venner som triplehanded båd tillægges der 10 minutter i handikaptiden.

Der er sat et max. antal på 85 deltagere, idet der er en pladsmæssig begrænsning på Flakfortet, som også tager mod mange tursejlere i weekenderne. Flakfortet glæder sig til igen at byde 1-2-3 sejlerne velkomne den 13. august 2016.

”Dansk 2 Star” mester kåres

Øresund 1-2-3- Stars er den tredje og afsluttende sejlads i det nationale ”Dansk 2 Star”, hvor der her i forårsmånederne er sejlet Classic Fyn Rundt samt AFI Aarhus Two Star.

Som det har været traditionen i siden 2010 bliver KDY’s ”Øresund 1-2-3 Stars” også der hvor man kårer ”Dansk 2 Star mester 2016”, som den samlede vinder af sæsonens tre faste two-star sejladser i serien.

content-loader
content-loader
content-loader