Gå til hoved-indhold
- Jeg synes, at de tanker, som Dansk Sejlunion og de øvrige fritidssejlerorganisationer har fremlagt, giver god mening, siger Erhvervs og Vækstminister Troels Lund PoulsenSejlklubber
- Jeg synes, at de tanker, som Dansk Sejlunion og de øvrige fritidssejlerorganisationer har fremlagt, giver god mening, siger Erhvervs og Vækstminister Troels Lund Poulsen

Minister lytter til sejlernes organisationer om uddannelse

Dansk Sejlunion byder på opgaven med at overtage Søfartsstyrelsens hidtidige drift og ansvar for fritidssejleruddannelserne, bl.a. sejlerskolernes duelighedsbeviser.

Af Troels Lykke |

Fritidssejleruddannelserne står foran et markant kursskifte på de indre linjer. Indtil nu har uddannelserne sorteret under Søfartsstyrelsen.

Det bliver der lavet om på fra nytår 2017, hvor én eller flere eksterne organisationer overtager administrationen af sejleruddannelserne, mens Søfartsstyrelsen får en mere tiltagetrukket rolle som myndighed, der udstikker de overordnede rammevilkår.  

 "Der har længe været et stort ønske fra sejlernes organisationer om at skabe nogle sejleruddannelser, der var mere brugerrettede og tidssvarende og samtidig mindre bureaukratiske end hidtil. Det har jeg lyttet til. Og jeg er glad for, at vi nu har udformet en model, som både sejlerne og myndighederne vil få glæde af," siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i en presseudtalelse til Dansk Sejlunion - efter kort forinden at have underskrevet den bekendtgørelse, der danner grundlag for ændringerne.  

"Jeg synes, at de tanker, som Dansk Sejlunion og de øvrige fritidssejlerorganisationer har fremlagt, giver god mening, og jeg vil gerne bidrage til en proces, der styrker sejleruddannelsernes rammevilkår og bringer uddannelserne tættere på de organisationer og sejlklubber, der arbejder med tingene i hverdagen," uddyber Troels Lund Poulsen.

Bedre for sejlere og sejlerskoler

Den nye bekendtgørelse omfatter de formelle uddannelser, der knytter sig til livet som fritidssejler:

·         Duelighedsbevis

·         Duelighedsbevis i motorpasning

·         Speedbådsbevis

·         Yachtskipper (3. og 1. grad)

·         SRC-certifikat 

Bekendtgørelsen har været undervejs det seneste års tid. Dansk Sejlunion har sammen med Danske Tursejlere, Langtursejlerne FTLF og Danmarks Fritidssejler union været inddraget i det forberedende arbejde.

"Reformen betyder, at Staten i form af Søfartsstyrelsen får en mere tilbagetrukket rolle. Man vil fremover kunne justere indholdet i uddannelserne, uden at det skal foregå via Søfartsstyrelsen. Det er en mere fleksibel og tidssvarende model - og forhåbentlig en langt bedre løsning både for sejlerskolerne og ikke mindst for sejlerne," forklarer sejladschef Steen Wintlev, der har deltaget i arbejdet på vegne af Dansk Sejlunion.

Dansk Sejlunion som mulig udbyder

Bekendtgørelsen lægger op til, at organisationer med interesser inden for fritidssejlads - og som opfylder en række formelle krav - kan blive godkendt af Søfartsstyrelsen til at varetage administrationen af uddannelserne.

"Det er en opgave, som Dansk Sejlunion vil søge om. Vi har en landsdækkende organisering foruden den nødvendige administrative viden og kompetence. Vi håber, at Søfartsstyrelsen vil være enig i vores vurdering," siger Steen Wintlev.

Lige nu er bekendtgørelsen sendt i høring. Efter planen træder den i kraft fra 1. januar 2017, og i løbet af årets første kvartal vil det formentlig blive afklaret, hvem der tager over efter Søfartsstyrelsen.   
content-loader
content-loader
content-loader