Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sønderborg-vinderne: Fra venstre ses Mads Hansen, Søren Brask, Erling Ewers og Hans Henrik Michelsen. Foto: Sejlsportsligaen.dk

Sønderborg vinder historisk tæt ligastævne

Fem klubber lå inden for to points difference før sidste sejlads i Juelsminde. Sønderborg Yacht Club holdt hovedet koldt til sidst og vandt foran Sejlklubben Sundet. Furesøen fører fortsat 2. division.

Af Troels Lykke |

Aldrig tidligere har afgørelsen været et ligastævne været tættere end tilfældet var ved den forløbne weekends 2. divisionsstævne i Juelsminde. Før tredje og altafgørende sejlads i FINAL 6 adskilte blot to point nummer ét og fem i stillingen, det skriver sejlsportsligaen.dk

Alt handlede derfor om præstationen de allersidste to omgange på banen, og her var det Sønderborg Yacht Club, der holdt hovedet koldt og tog føringen ved første topmærkerunding - en føring, som herefter blev forsvaret hele vejen hjem.

Det var nok til at sikre førstepladsen ved stævnet til holdet fra Als, og Sønderborg kan samtidig glæde sig over at rykke frem på en samlet og komfortabel andenplads i kampen om at sikre oprykning til 1. division - hvorfra Sønderborg i øvrigt var blandt de fem nedrykkere i forrige sæson.

Sejlklubben Sundet fulgte Sønderborg helt til dørs - med en andenplads i sidste FINAL 6-sejlads og dermed en andenplads ved stævnet. Slået af Sønderborg med bare et enkelt point.

Yachtklubben Furesøen imponerede hen over søndag med fem prikker i træk. Nok til en førsteplads undervejs. Og havde det ikke været for en gennaker, der i de friske vindforhold på 10-12 m/s røg ned under båden og fuldstændig spolerede Furesø-holdets anden FINAL 6-sejlads, så kunne slutresultatet nemt være blevet bedre end den tredjeplads, som de fire unge skiff-sejlere fra Yachtklubben endte på.

Furesøen fører samlet

Furesøen vandt sæsonens første stævne i Lundeborg og fører nu samlet 2. division med 34 point - foran Sønderborg med 33 point og med Sejlklubben Sundet og Silkeborg Sejlklub på en delt tredjeplads med 31 point.

På femtepladsen - der også er nederste oprykningsplads - ligger Struer Sejlklub med 27 point. Herefter er der et hul på hele fem point ned til Helsingør Sejlklub med 22 point på sjettepladsen. Noget tyder således på, at der allerede halvvejs gennem sæsonen tegner sig et billede af, hvilke fem klubber, der ligner favoritter til oprykningen.

2. division sejler igen i dagene 20.-21. august - med Thisted Sejlklub som vært.  

Se interview på Sejlsportsligaens facebookside

content-loader
content-loader
content-loader