Gå til hoved-indhold
Se flydekranen Samson løfte 631 tons i Flensborg. Foto og video: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts AvisKort Nyt
Se flydekranen Samson løfte 631 tons i Flensborg. Foto og video: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt

Nordeuropas største flydekran bakser 631 tons dækshus på plads

I 50 meters højde sætter skipper på kranen Samson, Kim Kofoed Jensen, dækshus på fragtskib med millimeter-præcision.

Af Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis |

FLENSBORG FJORD - Og så fylder vi røven med vand, så vi ikke vælter forover ...

Jargonen er sømandsfrisk, når den kompetente skipper Kim Kofoed Jensen skal forklare, at Nordens største flydekran skal pumpes tung af havnevand bagude, før den kan løfte et 631 tons tungt dækshus uden at ryge forover.

Flydekranen Samson fra DBB Salvage i Aarhus er på opgave hos en god kunde, skibsværftet i Flensborg. Værftet er specialister i roro-fragtskibe og har fra sin overdækkede bedding bl. a. leveret en serie skibe til danske DFDS.

I fredags gled et 210 meter langt fragtskib ud i fjorden - uden hovedmotorer, skorsten eller dækshus. Samsons opgave var at løfte de færdige enheder om bord, så nybygningens profil kunne forvandles fra skrog til noget, der ligner et skib til levering i februar.

Operation afblæst af vind

Fyens.dk's udsendte måtte til Flensborg i et par omgange for at følge en løfteoperation på tætteste hold. Første gang stod Samsons vindmåler - og vejrmeldingen - på 17 meter i sekundet i stødene. Det er ikke vejr til at bakse med flere hundrede tons oppe i tiende sals højde. Derfor blev operationen afblæst.

- Vi kan forberede alt, men vi skal have Vorherre med i det. Og her løfter vi ikke i mere end omkring 10 m/s, forklarer Kim Kofoed Jensen.

Rolige bevægelser

I mandags kl. 11 viste vejrudsigten klar bane. Fra vente-kajen gled Samson som en kæmpesvane tværs over fjorden og tæt ind på en polsk pram. På prammen hvilede nybygningens dækshus svejset sammen af smede i Gdansk til polsk timeløn.

- Rolige bevægelser er vigtige. Det er meget store sager, vi har gang i, siger Kim Kofoed Jensen og planter flydekranens støtteben i havnebunden. Nu er Samson i position til løft. De to 400 tons-kroge bliver firet ud af arms-tyk stålwire fra dækkets spil.

Alle mand er igang. Samson-besætningen er desuden forstærket med kolleger fra ledsage-bugserbåden Obelix. Et par af dem skal stå på dækshuset på prammen for at fastgøre wirerne på skibsingeniør-beregnede positioner.

Akut afkortning i masten

Men hovsa, noget er glemt i beregningen. Ved et løft umiddelbart vil wirerne gribe ind i dækshusets mastearrangement. Problemet løses akut ved, at en svejser fra værftet bliver sendt op for afkortning af dele fra mastens flagspil.

Samsons folk på dækshuset giver via radio Kim Kofoed Jensen på kommandobroen melding om, at løftet kan indledes. Langsomt, langsomt.

109 tons, 227 tons, 311 tons ...

På Samsons kontrolskærm ses løftetrækket: 109 tons, 227 tons, 311 tons - og til sidst 631 tons. Dækshuset har sluppet prammen.

Efter en 90 graders vending med dækshuset i de mandshøj store kroge er Samson klar til at sænke sin last fra 50 meters højde. Fra Samsons fordæk kan krydsede fortøjninger via spil om bord justere kranens placering med større præcision end med brug af propellerne. Under tæt kommunikation med folkene på nybygningen sænker Kim Kofoed Jensen det polskbyggede dækshus ned, så det på millimeter fitter med det tyskbyggede skrog.

Vildt imponerende. Finjusteringen udføres med taljer. Alles klar!

Kilde: Fyens.dk

Skibsingeniørerne havde tilsyneladende glemt at tage højde for mastearrangementet. En svejser måtte til vejrs. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Samsons største sjækler fylder en truckpalle og vejer 1,3 tons. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

content-loader
content-loader
content-loader