Kapsejlads
Den danske sejler klarer sig (Allan Nørregaard). Et par dage før var han parat til at forlade OL - hans reaktion på en dårlig placering. Hollænderen til højre vælter. Hvad siger han mon til sig selv den aften? Foto: Troels Lykke.
Bøje: Tre reaktioner på et nederlag - og den rigtige (3)
Det vigtigste før og efter en konkurrencesejlads er at kæmpe mod følelsen af at være en dårlig og dum taber, som de fleste mennesker kender noget til. Uanset om de objektivt er dygtige eller ej ...
Af Bøje Larsen |
Jeg er ikke OK
Man kunne tro, at de fleste menneskers naturlige tilgang til livet er en opfattelse af, at de er gode og dygtige. Ikke mindst, hvis de har gode resultater bag sig (uddannelse, tidligere successer etc.).
Alligevel mener mange psykiatere det modsatte. Et kendt eksempel er transaktionsanalytikeren Thomas Harris. Hans mest kendte bog er: ”I am Ok, you´re OK”. Det henviser til den grundindstilling, som vi burde have til os selv og andre: Jeg er OK som menneske, det er du også.
Harris mener dog, at de fleste gennem opdragelsen danner sig den mening, at vi ikke selv er OK. Selv en meget kærlig opdragelse kan føre hertil, for der er ting, som samfundet og forældrene vil kræve af barnet; ikke gå ud foran en bil, ikke tisse på gulvet, læse og tale rigtigt. Konklusionen hos det lille barn kan være: Der må være noget galt med mig. De andre – f.eks. forældre og lærere – synes, fra barnets synsvinkel, at have mere check på det.
Man kan illustrere disse tanker ved at se på, hvordan forskellige mennesker reagerer på det, de opfatter som ”nederlag”. Nederlag kan her være i sejlsport, i karrieren eller i kærlighedslivet, hvor f.eks. éns partner har forladt én.
Tre psykologiske reaktioner
Nederlag skal i øvrigt ses som noget relativt. Har man vundet NM fem år i træk, er en placering på 8. pladsen sandsynligvis noget, som man oplever som et nederlag. Og omvendt.
Her er tre mulige psykologiske reaktioner på sådanne nederlag:
Reaktion 1: Jeg er OK, du er ikke OK – skyder skylden på andre
Sejleren: Dommerne var dumme og partiske. Banen lå forkert. De andre sejlere har snydt. Vejret var imod os. Deres måltal er snyd. Vi var uheldige med materiellet, masten knækkede. De andre har købt sig sejren via en ny og dyr båd/nye sejl; det har ikke noget med fair konkurrence at gøre. Mine gaster er elendige.
I karrieren: De overordnede forstår mig ikke, de er af den gamle type. Min chef er jaloux på mig, fordi jeg er dygtigere, end han er. Personalechefen er imod mig, fordi jeg er …. kvinde, udlænding, godt uddannet, praktiker, siger tingene åbent.
Partneren: Hun er en dum kælling. Kvindefrigørelsen har bildt kvinderne ind, at de er noget særligt. Godt jeg blev fri for hende.
Fordelen ved reaktion 1 er, at man måske kan slippe for at føle sig dårligt tilpas. Det er ikke min skyld. Jeg er OK, men de andre er ikke OK.
Til illustration: Jeg læste i det tyske sejlsportsblad Yacht nr. 15, 2016 et interview med Jan Hamester. Han vil deltage i Vendeée Globe 2020 – singlehanded verdensomsejling. Som træning deltog han i år i en Skagen Rundt-sejlads fra Helgoland til Kiel. Han blev nummer sidst i sin gruppe. Men han havde forklaringer nok.
Det var et fremragende resultat. Det var en hård sejlads fra Cuxhaven til Helgoland, hvor hele hans besætning blev søsyge. Han måtte have en ny co-skipper om bord, som han ikke kendte, og måtte sejle doublehanded. Så gik storsejlet i stykker, så de knapt kunne komme til Kiel. Det er en reaktion 1 forklaring, alt sammen udefrakommende.
Reaktion 2: Jeg er ikke OK, du er OK – skyder skylden på sig selv
Sejleren: Det er det sædvanlige; jeg kan ikke klare mig mod dem; de har sejlet i så mange år, træner så meget. Jeg træffer for pludselige og dårlige beslutninger, når der er stress. Min båd er langsommere, jeg har ikke råd til at forny den. Jeg kan ikke forstå reglerne.
I karrieren: Jeg vidste det! (forprogrammeret nederlag). Jeg har ikke den charme, der skal til. Jeg er for gammel. Det er mig også skide ligegyldigt, jeg giver op.
Partneren: Jeg vidste det! Jeg har aldrig været god til at holde på en kæreste. De gennemskuer mig som den egoist og proletar, jeg er.
Det der sker for denne sejler er, at han eller hun har givet op på forhånd. Ligger han oppe i feltet, bliver han nervøs og tror ikke, at det kan holde og begår fejl. Ligger han langt nede i feltet bekræfter det ham – og han vælger måske at udgå, selvom mange kapsejladser er blevet vundet af nogle, der lå nede i feltet, men hvor ændrede vindforhold, de førendes uheld eller manglende tro på sig selv ændrede situationen. Efter nogle år med nederlag forlader han kapsejlads.
Reaktion 3: Jeg er OK, du er OK – undersøger tingene
Sejleren: Alt var ikke elendigt i denne sejlads. Vi havde check på dét og dét. Vi lærte dét og dét.
Men der også dét og dét, som vi skal lære og træne. Vi er ikke dårlige, fordi vi har tabt. Måske var vi lidt uheldige, men vi forstår, at heldet følger dem, der anstrenger sig.
I karrieren: Jeg må prøve næste gang at lære af, hvad de har sagt var grunden til, at jeg ikke fik stillingen. Eller jeg må omdefinere mine mål. Det er der jo ikke noget galt ved.
Partneren: Hun er ikke nogen kælling. Det er for billigt. Jeg har også sider, der ikke er så elskelige. En filosof har sagt, at vi normalt lever sammen med den forkerte i betydningen, at et forhold aldrig er helt harmonisk. Det modsatte er en drøm. Singlelivet har også sine fordele.
Spørg din indre rådgiver
Denne indstilling til det, der er sket, kan man måske opnå ved at spørge sin ”indre bedste ven” eller ”velvillige indre psykologiske rådgiver”. Han eller hun vil sandsynligvis ikke bruge reaktion 1 og 2, men se tingene lidt udefra og lede dig på vej. Du behøver jo ikke straks fortælle andre, at du har spurgt ham, og at du godt indvendig kan se begge sider af sagen.
Man kan kalde dette en realistisk indstilling til verden, hvor man ikke reflekterer alt tilbage på sig selv: Jeg vandt, fordi jeg er superdygtig og god. Jeg tabte, fordi jeg er udygtig og dum. Lad være med at blande din identitet (som jeg skrev om i blog 2) SÅ meget ind i hver enkelt sejlads, stagvending og spilersætning.
Kom i balance
Det kan være svært at være så fornuftig og balanceret, som reaktion 3 er udtryk for. Man kan derfor give sig selv lov til at være urealistisk som reaktion 1 og 2 i en uge eller en måned efter hændelsen, hvor man raser, græder, lukker sig inde på sit værelse, ikke taler med nogen og drikker sig fuld.
Men så gælder det om at komme tilbage i balance, hvis man ikke har en slags dødsdrift, hvor ethvert nederlag forstørres, nydes og snaskes i som en for stor slikpose. Nogle kan leve i deres nederlag i årevis. Det giver en mening i tilværelsen, men ikke et rart liv.
Her er fem gode råd:
1.Tro på, at det er muligt – ganske vist ikke uden indsats, men det er muligt.
2.Giv aldrig op for tidligt. Før, under og efter en sejlads.
3.Alle er usikre på sig selv. Det er ikke blot dig, der kan have de følelser.
4.Se midlertidige nederlag på vejen som de trin, man skal gå. Til sælgere, der i gamle dage (før det blev forbudt) søgte at sælge f.eks. bøger og leksika ved dørene, lød budskabt: Du skal igennem 100 nej’er og lukkede døre, før der er én kunde.
5.Skab vinderpunkter for dig selv. Du behøver ikke blive nr. 1 for at ”vinde”, men du kan definere, at hvis du rykker op eller slår en vanlig konkurrent, så er det en sejr. Eller blot du overvinder dig selv til at træne den dag, der er elendigt vejr.
Professor Bøje Larsen fra CBS blogger for minbaad.dk. Han er tidligere kapsejler, men har nu en LM 27, der har hjemsted i Gjøl ved Aalborg og i Hundige Havn. Foto: Troels Lykke.
