Signe over Atlanten: Problemerne vælter ned

Der er ikke noget som en off shore sejlads, der kan få en til ikke at ville sejle off shore igen! Eller i hvert fald i et stykke tid. 

På Bermuda læste jeg en artikel i et sejlerblad med overskriften What the h... am I doing here? Redaktøren udfordrede læseren til at indrømme, at de også havde tænkt det samme en gang eller to, når de sad derude på havet. 

Jeg indrømmer gerne, at jeg har tænkt den tanke flere gange mellem Bermuda og Azorerne, som vi netop er ankommet til, men i særdeleshed i de sidste døgn. 

Men for at begynde med begyndelsen: Det blev Azorerne og ikke England, som blev vores foreløbige destination. 

Vi havde ellers sat næsen op mod at kunne nå Falmouth inden august, men for lidt vind og for lidt diesel satte en stopper for vores planer, og vi måtte søge til Azorerne i stedet, som vi ankom til efter 18 døgn til søs. 

Det hedder sig gerne, at off shore sejlads er omkring 90 % kedsomhed og 10 % frygt, og langt det meste af vores tur har heldigvis været behageligt kedeligt. 

Vi har haft vinden ind agten for tværs det meste af vejen, og når det blæste op, glædede vi os over vores langkølede spidsgatter, der synes at trives i hårdt vejr. Men der har også været de tidspunkter, hvor jeg har spurgt mig selv, hvad h... jeg laver her. 

Den første af en række udfordringer kom, da storsejlet satte sig fast. På en eller anden måde var det gledet ud af sin skinne, og ville hverken op eller ned. På dette tidspunkt havde vi ligget stille i et par timer pga. vindstille, men vi vidste fra vores weather router, at der var uvejr og meget vind på vej. 

Nu sad det fast, så vi heller ikke kunne rebe sejlet ned, og som det som regel går med sådanne ting, så skete det selvfølgelig midt om natten. Henrik vurderede, at han hurtigt kunne nå i masten, inden vinden for alvor ville tage til, men han kom kun et par meter op, før vi opgav.

Han hang stort set som et flag fra masten ude af stand til at holde fast i noget, fordi bådens bevægelser rev ham løs, og i mellemtiden tog vinden til, og regnen kom.

Det var en temmelig forslået mand, der fik fast dæk under fødderne igen, og vi besluttede os for at udskyde det projekt til de stille dage, der sandsynligvis ville komme i slutningen af turen. 

I stedet fik vi bundet sejlet ned, så godt vi kunne, så det var spændt ud, og så fløj vi ellers af sted, lettede over, at det lod sig gøre, og at Henrik ikke behøvede at blive hejst i masten, før vandet var mere fladt. 

Da vi nærmede os Azorerne, blev vi ramt af modvind. Det er altid mindre behageligt, men vi levede fint med det ind til turens næstsidste dag, hvor uheldene kom som perler på en snor: 

Først blev vi ramt af en skæv bølge, som sendte vand ind over cockpittet, pressede sig under sprayhooden og derfra ned i båden og ned på kortbordet, hvor vi havde iPads, telefoner etc. liggende. Jeg sad i cockpittet, mens Henrik sov, men han kom hurtigt på benene. 

Mens jeg forsøgte at tørre saltvand op, registrerede Henrik, at der var vand under dørken ved toilettet. Han tændte derfor pumpen, men da han åbnede døren ind til toilettet, blev det klart, at vandet fossede ind i båden. 

Hvor kom det fra? Hurtigt fik han lagt os underdrejet, så vi var på den modsatte halse af, hvor vandet løb ind. Det så ud til at komme oppefra, men fra dækket? 

Det viste sig, at det var en fitting på udgangsrøret til den forreste, der var knækket, så idet vi krængede, og røret kom under vandlinjen, kom vanden ind.

Og idet Henrik tændte pumpen, blev vandet ikke pumpet ud, men i stedet pumpet tilbage i båden som et springvand. Henrik fik hurtigt erstattet fittingen, men vi var begge nået at blive temmelig nervøse. 

Men det var desværre ikke forbi endnu. Mens Henrik forsøgte at forklare mig, hvorfor vi havde fået vand ind i båden, kunne vi pludselig lugte brændt. Panikken tog fat igen, men Henrik fandt hurtigt frem til, at kontrolpanelet til solpanelet var synderen og fik koblet det fra. 

Panelet havde fået saltvand, da det var sprøjtet ind på kortbordet, hvilket havde fået nogle forbindelser til at kortslutte. Men vi nåede kun lige at ånde lettet op over også at have løst dette problem, før der lød et smæld fra dækket. 

Et stag var sprunget i læ side, og vi måtte hurtigt væk fra at ligge underdrejet og i stedet om på modsatte halse, så masten ikke skulle hvile i de tilbageværende stag. 

Det var heldigvis det bagerste undervant, som før er gået i stykker, og da Henrik ikke smider noget ud, kunne han finde det gamle frem, fra sidst vi skiftede alle stagene.

Da vi var et par timer fra Horta i læ af øen, blev Henrik hejst i masten igen, og fik sat det nye stag op og fik storsejlet ned. 

Jeg havde sejlet de sidste dage med følelsen af, at den næste katastrofe lurede lige om hjørnet, så jeg åndede lettet op, da vi lagde os til kaj i Horta Marina. 

Samme aften kunne vi fejre Henriks fødselsdag på Peter’s Sports Cafe. Det er sjældent, at en øl smager bedre, end efter en lang tur til søs!