Gå til hoved-indhold
Finnjolle-sejlerne kan nøje følge flytrafikken i Kastrup. Foto: Dansk Finnjolle KlubKapsejlads
Finnjolle-sejlerne kan nøje følge flytrafikken i Kastrup. Foto: Dansk Finnjolle Klub

Et skær af retro over årets første Finnjolle-stævne

Den traditionsrige kapsejlads for Finnjoller sejles i weekenden 6. - 7. maj i Kastrup. Over 70-årig sejler deltager i helt ny jolle.

Af Sara Sulkjær |

For 20. gang arrangerer Kastrup Sejlklub kapsejlads for Finnjoller. Selvom stævnet, som altid er årets første i Finnjollernes kapsejladskalender, efterhånden har nogle år på bagen, møder flere af de oprindelige deltagere endnu op. 

Heriblandt er en over 70 år gammel sejler, der netop har investeret i en splinterny jolle, som skal vise sit værd ved stævnet.

Prøver top og bund

Sejladsen er samtidig blevet omtalt som årets mest demokratiske stævne, da stort set alle deltagere på et tidspunkt oplever at være i top-3 eller sidst. 

-Årsagen er, at sejladsområdet i Kastrup byder på omskiftelig vind og strøm. Det giver god lejlighed til at få trænet de fleste aspekter af kapsejlads, hvilket er meget praktisk som optakt til kapsejladssæsonen, forklarer Michael Staal fra Dansk Finnjolle Klub i en pressemeddelelse.

Stævnet er ikke mindst populært for den gode stemning på land og vand, mens sejladserne ligeledes afvikles kompetent og hurtigt. Således gennemførtes sidste år otte sejladser á omkring 25 minutters varighed over de to stævnedage.

Max 12.000 kr. for en jolle 

Om sejladsledelsen var lige så effektiv, da stævnet, som dengang blev kaldt Alu Cup, første gang blev afviklet, er uvist.

Det var i de år, hvor der med udgangspunkt i Dragør fleet’en blev genskabt en stor og aktiv Finnjolleklasse i Danmark. For at sætte gang i klassen introduceredes en uformel regel, der satte en maksimal pris på en brugt Finnjolle alt inklusive til 12.000 kr.

For dette beløb erhvervede man sig en ældre jolle med aluminiumsmast, hvor nyere joller på den tid ellers blev købt med kulfibermast. Som en yderligere motivation for alle sejlere til at deltage i stævnet, præmieredes den bedste båd med alumast. 

Denne tradition holdt sig i flere år, indtil alle både havde opgraderet til kulfibermaster. Derefter besluttede man i stedet at præmiere den bedste båd med dacron-sejl. Af uransagelige årsager skiftede stævnet samtidig navn til Polyester Cup, hvilket har hængt ved lige siden.

Stemningsbillede fra stævnets første leveår. Foto: Dansk Finnjolle Klub

content-loader
content-loader
content-loader