Gå til hoved-indhold
I Contender-klassen er der tradition for årligt at holde mindst to weekendstræningslejre. Foto: Ole Lahn, Roskilde SejlklubKapsejlads
I Contender-klassen er der tradition for årligt at holde mindst to weekendstræningslejre. Foto: Ole Lahn, Roskilde Sejlklub

OL-landstræner stod for Contendernes VM-optakt

Contender-sejlerne fik i weekenden kyndig vejledning forud for VM i juli i Sønderborg. Peter Hansen satte i sin træning fokus på starterne.

Af Jon Møgelhøj, DEN-55, Skovshoved Sejlklub |

OL-landstræner Peter Hansen satte sammen med Contender-sejlerne kurs mod Hellerup i weekenden, hvor sæsonsopstartslejren løb af stablen.

Her skulle formen pudses af op mod en sæson, som for langt de fleste har et højdepunkt i juli måned, når der sejles VM på dansk grund i Sønderborg.

Inden VM-stævnet står den dog på træning for sejlerne, hvor Peter Hansen i weekenden rettede opmærksomheden mod starterne, som, sammen med det at holde fart i båden, er noget af det vigtigste for at få succes i kapsejlads. 

Stjernetrænere er ikke nyt

Det var coaching af højeste kvalitet og alle fik rykket sig i løbet af de to dage på Øresund. Særlig tydelig var forskellen på feltet start i første sejlads lørdag og sidste sejlads søndag, hvor alle fik tilkæmpet sig en god plads på linjen.

At holde træningslejre med stjernetrænere som Peter Hansen er ikke nyt for Contender-klassen. Således har Peter Hansen været inde over klassen flere gange inden for de seneste ti sæsoner, som også er nogle af de mest succesfulde for den danske klasse. 

Ikke mindre end to verdensmesterskaber er sejlet hjem til Danmark af Bjarke Johnsen (Jyllinge Sejlklub) og Søren Dulong Andreasen (Hellerup Sejlklub) ligesom Jesper Nielsen (Aabenraa Sejl Club) har blandet sig i verdenseliten i flere år. 

Senest Peter Hansen trænede Contenderne var da også for blot tre uger siden, hvor han i Aarhus trænede den jyske del af Contender-flåden. 

Vidensdeling sejlere imellem 

Træningslejren foregik over to dage – men det kunne lige så godt have været to dage med måneder imellem. 

Lørdag mødte sejlerne op til silende regn, 4 grader og ingen vind. Det var vel nærmest vintertræning og ikke forårstræning. Søndag derimod var det lækkert forårsvejr med sol, 5 m/s og dejlig forårsvarme.

Det gode ved netop denne lejr var dog, at alle rykkede sig, lige fra nybegynderen til de par stykker, som forventeligt vil lægge og kæmpe med om VM-guldet i Sønderborg. 

Det skyldes – foruden Peters gode coaching – at Contender-klassen er kendt for at dele viden sejlerne imellem. Udover at hele feltet løftes, hjælper det også til at gøre klassen til et godt sted at være rent socialt.

Nye er velkomne

Til weekendtræningen var 20 Contendere mødt op – heraf fire tyskere. Det siger vel lidt om den danske Contender-klasse, at én af tyskerne havde valgt at bruge sin fødselsdag på at sejle med os i Danmark.

Der er dog stadig plads til flere, og skulle nye have lyst til at prøve kræfter med sejlads i trapezen i en en-mands-jolle, så har klassen klubjoller klar til prøveture i Hellerup, Roskilde, Aarhus og Aabenraa. 

Find mere info på klassens hjemme- eller Facebookside

content-loader
content-loader
content-loader