Gå til hoved-indhold
Der vil blandt andet være mulighed for at ro kajak, stå på stand up paddle og dykke i en container, når VM afholdes i Aarhus i 2018.Kort Nyt
Der vil blandt andet være mulighed for at ro kajak, stå på stand up paddle og dykke i en container, når VM afholdes i Aarhus i 2018.

Ikke kun et VM - også en maritim folkefest

Der er lagt op til den helt store maritime folkefest når VM afholdes i Aarhus i sommeren 2018. 100 aktører vil blandt andet stå for afprøvning af nye typer sejlads og musikalske indslag.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Når VM løber af stablen til sommer bliver det på alle måder en fest. Udover sejlads i verdensklasse, er arrangørerne også ved at planlægge den helt store maritime folkefest - selvfølgelig også i verdensklasse.

Under VM vil hele havneområdet derfor summe af maritime aktiviteter, der skal underholde og undervise de mange nysgerrige, som har lyst til at være med til festen. Aktiviteterne strækker sig fra DOKK1 og hele vejen til lystbådehavnen og træskibshavnen.

Den maritime kultur skal prøves

Mange spændende aktører har allerede meldt sig på banen. Det gælder sejlklubber, ro- og kajakklubber, dykkere, surfere og virksomheder samt kultur- og uddannelsesinstitutioner.

Klubberne inviterer indenfor, så alle kan prøve kræfter med alt fra forskellige typer sejlads, stand up paddle og dykning i en container fyldt med vand til kanotur langs byens nye havnefront - og meget, meget mere. Den maritime kultur skal prøves - ikke kun ses.

Byens og regionens kultur- og uddannelsesinstitutioner vil bidrage med at gøre alle klogere på, hvad havnen og havet betyder for sejlerne. De vil også dykke ned i havets og søfartens historie, nutid og fremtid, og gæsterne kan gå på opdagelse i historierne om den gamle havn.

Maritimt teater

Sidst men ikke mindst er ingen fest komplet uden god musik. Derfor vil der hver dag være musikalske indslag for både børn og voksne, hvor den står på alt fra popmusik til sømandsviser, fællessang og maritimt teater.

Omkring 100 aktører deltager i VM og den maritime folkefest. Planlægningen er allerede i fuld gang og spændende nye samarbejder spirrer. For et par uger siden inviterede vi aktørerne til workshop, hvor vi arbejdede ud fra temaet: det gode værtskab.

God service og spændende overraskelser

Charlotte Kirk Elkjær, City Activities and Ceremonies Manager, fortæller:

- Jeg er glad for at sige, at alle på workshoppen tog godt imod os og hinanden. Der blev skabt en rigtig god følelse af, at vi løfter folk i flok - både os der arbejder med sejlsport til daglig og dem, der kan noget helt andet. Fælles for os alle er, at vi ønsker at være gode værter sammen.

- Vi tror på, at det gode værtskab ligger i spændingsfeltet mellem det, gæsterne gerne vil have og det de ikke ved, at de gerne vil have. Derfor skal vi både levere god service og masser af spændende overraskelser, udtaler Charlotte Kirk Elkjær.

Følg med når der løbende bliver delt aktiviteter på Facebook.

content-loader
content-loader
content-loader