Gå til hoved-indhold
Dette års konfirmandsejlads er baseret på sidste års succesrige oplevelse, hvor bådejer Jackie Philip var enormt glad for at kunne give noget videre til konfirmanderne. Foto: Zara WaliKort Nyt
Dette års konfirmandsejlads er baseret på sidste års succesrige oplevelse, hvor bådejer Jackie Philip var enormt glad for at kunne give noget videre til konfirmanderne. Foto: Zara Wali

Udsatte konfirmander får anderledes oplevelse på vandet

Sejleren Peter Bojesen tager, sammen med Boatflex og Børnesagen, konfirmander på sejltur i København. Næste år skal endnu flere bådejere og konfirmander inddrages.

Af Sara Sulkjær |

Den franske ambassadør i København har flere gange benyttet sig af muligheden for at låne Peter Bojesens lille speedbåd til hyggelig sejlads i Københavnsområdet. 

I næste uge bliver det dog anderledes, når Bojesen selv sætter sig bag rattet og inviterer udsatte konfirmander på en sejltur arrangeret af Boatflex i samarbejde med Børnesagen

- Vi vil give sejladsen til nogle mennesker, der normalt ikke får mulighed for en tur på vandet, forklarer tovholder Arvid Aagaard fra Boatflex, der på andet år tilbyder sejlture til konfirmanderne. 

Bringer folk sammen 

Oplevelsen skal ses som en hjælp og udstrakt hånd til de unge, for hvem hverken sejlture eller store konfirmationsgaver er en selvfølge. Boatflex kan dog ikke skabe disse anderledes oplevelser alene. Netop derfor udspringer konceptet med tanke på hjælpsomheden, der ses overalt i sejlersamfundet: 

- Hvis bådejere får mulighed for at bidrage, så tror vi på, at de står klar. Sejlere har lyst til at inddrage flere i sejladsen, og det giver gode oplevelser, der bringer folk tættere sammen, forklarer Arvid Aagaard til minbaad.dk. 

Desværre har arrangørerne dog oplevet et stort frafald i år, hvor blot to unge konfirmander sejler på tur i næste uge mod otte deltagere i fjor.

Dog var hele ti konfirmander oprindeligt tilmeldt sejladsen, men måtte opgive at møde op i København, da det rent planlægningsmæssigt var vanskeligt for deres respektive familier at føre sejlerplanen ud i livet. 

Bådejere over hele landet skal med 

Netop derfor drømmer Arvid Aagaard om at udbygge konceptet, så tilmeldingen kan foretages langt tidligere næste år. Desuden skal konfirmandssejladsen spredes, så det ikke blot omfatter København, men konfirmander over hele landet kan tilbydes en sejltur indenfor overskuelig afstand. 

I overvejelserne rumsterer dog også de unge, der er udenfor konfirmationsalderen, men som alligevel ville have stort udbytte af en sådan sejltur. Et samarbejde med andre organisationer, der beskæftiger sig med udsatte unge, kan derfor ligeledes komme på tale. 

- Vi ser det som vores mission at udbrede sejlsporten til flere. Bare der kommer én ud at sejle, ser vi det som succes, forklarer Aarvid Aagaard, som dog håber, at over 50 konfirmander næste år hopper ombord på både landet over. 

Er du bådejer, og ved du allerede nu, at du har mulighed for at give konfirmanderne en sejltur i 2018, er du mere end velkommen til at sende en mail til support@boatflex.com

content-loader
content-loader
content-loader