VM-chef: Testevent går rigtig godt
Det kører i Aarhus, hvor 300 sejlere deltager i testevent inden VM næste år, fortæller chef, Klaus Natorp. Kun små justeringer er indtil videre nødvendige.
Af Sara Sulkjær |
Om et år mødes 1500 sejlere i Aarhus, når verdensmesteren i de ti olympiske bådklasser skal findes. Et VM, som såvel arrangører som sejlere i øjeblikket forbereder sig på under testeventen Aarhus Sailing Week.
- Det går rigtig godt. Der er selvfølgelig justeringer, der skal foretages, men det er jo også derfor, vi er her, forklarer VM-chef Klaus Natorp, der dog endnu ikke kan komme med nogle konkrete justeringer.
Efterprøver procedurer
Under testeventen, der begyndte mandag og slutter søndag, anvendes de samme otte baner, der også skal konkurreres på ved VM. Dermed kan såvel baneledere som World Sailing-delegerede se, hvordan de fungerer 'live'.
Ligeledes står mange af de frivillige, der hjælper ved testeventen, også klar med en hjælpende hånd næste sommer.
- Det handler meget om at prøve de procedurer af, som vi har øvet hele vinteren. Nu kan vi se, hvordan de virker i virkeligheden, forklarer Klaus Natorp til minbaad.dk.
Håbet er, at arrangører og frivillige herigennem kan skabe deres egne erfaringer, således at de selv kan bygge videre på erfaringer overleveret fra tidligere VM-stævner.
Stram tidsplan
Og det ser ud til at lykkes. Blandt andet de 300 sejlere fra knap 50 nationer, der har valgt at stille til start ved testeventen, kan tage æren for dette. Noget, Klaus Natorp er yderst tilfreds med:
- 50 nationer er halvvejs målet for VM, som er 100 nationer. Det er en testevent, der er pakket ind i en stram tidsplan for deltagerne, forklarer han om deltagerantallet.
I øjeblikket sejles de indledende kvalifikationssejladser ved testeventen, mens finalesejladserne afholdes i weekenden.