Signe: Der er lang vej hjem - båd nu i Holland

Udfordringen er, at vores sejltur skal passes ind efter både arbejde og vejr, og det gode vejr skal selvfølgelig helst falde, når jeg har fri. 

Jeg havde ellers taget fri i en hel uge for nogle uger siden, så vi kunne komme fra Brighton til Danmark, men netop den uge lovede vejrudsigten den ene storm efter den anden, hvilket  gjorde det umuligt for os at komme nogen vegne. 

Til sidst blev jeg på arbejde, mens Henrik blev i England og ordnede båd, og først sidst på ugen fik vi et vejrvindue, så vi om ikke andet kunne få båden over kanalen sammen. 

Ingen af os var dog særlig stemt over for idéen om at sejle ud i efterårsvejret. I sommer sad vi på Bahamas og kiggede på hinanden og sagde: Hvad laver vi egentlig her? Skal vi ikke sejle hjem? 

Nu sad vi til gengæld i det tidlige efterårsvejr i England og sagde det samme: Hvad laver vi egentlig her? Jeg kom til Brighton en torsdag eftermiddag, og ind til fredag eftermiddag diskuterede vi mulighederne for at udskyde sejladsen til foråret.

Kunne vi ikke bare lade Capibara ligge i Brighton henover vinteren og så i stedet sejle hjem i foråret? 

Det viste sig dog, at prisen for at ligge i Brighton var syv gange højere end at ligge i Danmark, hvilket trods alt var mere, end vi var villige til at give, så fredag eftermiddag stævnede vi alligevel ud fra Brighton og satte kursen mod Holland. 

Vi havde først forestillet os, at vi ville sejle direkte til Cuxhaven fra Brighton, men en sejlerven havde i mellemtiden fortalt os om masteruten i Holland, hvor man kan sejle indenskærs i de hollandske kanaler uden at tage masten ned. 

Det lød både spændende og behageligt, så vi satte i stedet kursen mod Vlissingen, hvor vi ankom tidligt søndag morgen efter halvandet døgn til søs, der hverken havde været så kedelig eller kold som frygtet. Måske har vi alligevel vænnet os til de lange ture til søs, selvom vi ikke er så vilde med dem?

I Vlissingen kom vi igennem den første sluse først på morgenen, hvor vi blev mødt af en fantastisk flink slusevagt. Han spurgte, om vi havde planer om at sejle hele vejen til Middelburg? 

Alle broerne på ruten var nemlig kontrolleret af ham via et kamera, og i så tilfælde ville han sørge for at åbne broerne for os, efterhånden som vi nåede frem til dem. Vi behøvede derfor ikke at kalde ham for hver bro. Vi var vildt imponerede! 

I USA, da vi sejlede Intracoastal Waterway, skulle vi kalde hver bro, vi kom til, og stadig vente på planlagt åbning. Denne gang åbnede broerne bare efterhånden, som vi nærmede os. Jeg tror, han var god ved os og åbnede broen, som vi ankom. Normalt åbner broerne vist fast to gange i timen.

Efter den sidste bro stoppede vi i byen Middelburg, både for at se byen, men også for at få en tiltrængt lur, og da vi havde gjort begge dele, besluttede vi os for at blive. De indledende timer i de hollandske kanaler havde givet os lyst til at fortsætte turen sammen, så vi efterlod båden med planer om at vende retur i efterårsferien. 

Den nærmer sig nu, og vi glæder os! Og så må vi se, hvor langt vi når. Forhåbentlig hele vejen hjem til Danmark.