Signe: Capibara tilbage i Europa - DK til september

Der er ikke noget bedre end at komme i land efter en lang tur til søs og have tid til at gå og kigge på byen og på de andre både i marinaen, spise på lokale restauranter, købe lokale madvarer og tale med de andre sejlere om den foregående tur og måske også den kommende. 

Til det er 24 timer selvfølgelig slet ikke nok, men det var så længe vi blev i Horta på Azorerne, inden vi igen begav os til søs med kurs mod Nordspanien. 

Vi troede ellers ikke, at vi ville kunne nå så langt, inden jeg skulle hjem og arbejde, og da vi forlod Fort Lauderdale var det med planen om at lægge båden på land på Azorerne. Men da vi nærmede os Horta, fandt vi ud af, at vi havde sejlet mod den forkerte ø, så vi ankom to dage tidligere end forventet. 

Det betød, at tog vi afsted dagen efter, ville vi kunne sejle til Spanien sammen, i stedet for at Henrik skulle sejle turen alene, hvilket han i mellemtiden havde besluttet sig for. Og selvom endnu en off shore tur ikke ligefrem var særlig attraktivt for nogen af os, så var det trods alt bedre at sejle turen sammen. 

Så efter en aften med masser af drinks og øl for at fejre Henriks fødselsdag, gik vi dagen efter i gang med at handle ind og gøre båden klar. Chris Parker, vores weather router, havde skrevet, at det ikke var helt sikkert, at vi ville kunne nå i land inden for vores deadline, da der var meget lidt vind. 

Vi fyldte derfor båden op med diesel, så vi næsten kunne sejle hele vejen for motor, og efter at have brugt ca. 30 minutter på at hælde diesel på en masse seks liters vanddunke, (hvilket den unge tankpasser ikke engang lod sig genere af) tog vi lidt vemodigt afsked med Horta, mens vi lovede hinanden, at det ikke var sidste gang, at vi lagde vejen forbi de grønne portugisiske øer. 

Vi fik dog heldigvis ikke brug for så meget diesel, som vi havde troet. Chris Parker sendte os omkring 100 sømil af vejen frem for den direkte rute, men det betød til gengæld, at vi havde vind det meste af vejen. 

Efter ni døgn ankom vi sikkert og nærmest lykkelige til A Coruña efter en tur uden nogle scary moments og i tide til at nyde nordspansk sommerstemning med tapas og sangria, inden arbejdet kaldte. 

Henrik havde på turen fra Horta til Spanien besluttet sig for at fortsætte til England alene, og samme dag som jeg fløj til Danmark, satte han kursen mod Falmouth. 

Det var ikke med min gode vilje, at jeg lod ham tage afsted, og jeg måtte berolige mig selv med, at han for det første ikke var den første sejler, der fandt på at sejle alene over Biscayen, og for det andet at han jo trods alt er meget erfaren. Det hjalp lidt, men ikke meget. 

Vi havde kontakt dagligt over satellittelefonen, og allerede fem døgn senere nåede han til Brighton. 

De første dage kunne han sove lidt ind imellem, men de sidste 48 timer sov han stort set ikke, da der var så meget trafik i kanalen. Det gik godt, men det sidste stykke til Danmark, som skal sejles i september, tager jeg dog med ham, hvilket vi begge er mest trygge ved. 

Men inden vi når så langt, ligger Capibara nu trygt og godt i England. Ikke overraskende gik vores efterhånden slidte rullegenua i stykker få timer ud fra Nordspanien, men heldigvis har vi en gammel fok, som blev sat i det ekstra indvendige forstag. 

Og Henrik havde så meget vind, at det noget mindre sejl var mere end rigeligt til at skubbe båden afsted. 

Nu har vi bestilt et nyt, som vi glæder os til at indvie, når vi begiver os mod dansk farvand, hvor Capibara ikke har været siden 2009. Og forhåbentlig når sommeren at komme inden da, så vi kan få lidt lune nattevagter til turen hjem!