Signe på Bahamas: Ikke ét ord om den gamle motor

Både er ganske anderledes ukomplicerede, når de ligger stille i en marina, end når man tager dem i brug. Det synes at være en genopdaget erfaring, hver gang vi lægger fra land efter at have ligget stille længe. 

Og jeg må også indrømme, at jeg havde håbet, at jeg i denne sæson ikke skulle nævne Capibaras motor med ét eneste ord, med mindre det handlede om, at den knurrede veltilfredst. 

Men med tanke på tidligere sæsoners udfordringer, så var den tanke selvfølgelig ganske utopisk, og vi var heller ikke andet end lige kommet ud af St. Lucie Lock, slusen, der regulerer vandstanden i Lake Okeechobee ca. 10 sømil fra Indiantown, før alarmen hylede og fortalte os, at motoren var overophedet. 

Henrik kunne ikke gøre andet end at slukke motoren – og så lå vi stille midt i en kanal!

Heldigvis havde vi vinden ind fra ryggen, og selvom der ikke var meget af den, kunne vi liste os fremad for et blafrende forsejl. 

Kun få gange var vi nødsaget til at tænde for motoren, når vi kom helt i læ for vinden, eller når vi skulle rundt om et hjørne. Vi nåede derfor til Stuart uden yderligere problemer, hvor vi kunne lægge os for anker.

Vi var delvist begyndt at indstille os på en uge mere i Florida for at vente på reservedele til den stakkels Volvo Penta-motor, men Henrik er heldigvis (i denne sammenhæng) ikke bange for at skille ting ad. 

Den næste formiddag tog han derfor termostaten af og fandt ud af, at hullet til kølertryktanken var fuldstændig tillukket, hvorfor der derfor ikke blev ledt kølervæske rundt.

Og hvad gør man så? Henrik borede et hul dér, hvor der skulle have været et hul, tog termostaten af, og siden har vi ikke haft problemer (med det). 

Så da vi alligevel ikke skulle vente på reservedele, skyndte vi os at komme af sted og satte kurs mod Bimini, Bahamas.

Turen fra Stuart til Bimini er kun omkring 100 sømil, men det endte med at blive en lang tur mod Golfstrømmen, der ind imellem løb med 3 knobs modstrøm, hvilket kan mærkes, når man sejler i en 30 fods spidsgatter! 

Vi havde godt nok vinden i ryggen, men det skaber bare en urolig sø med vind og strøm imod hinanden, så vi begge nåede at blive lidt søsyge, hvilket nedtonede selv Henriks glæde for at være tilbage på vandet.

Efter en hård nat faldt vinden, og vi kunne sætte fuld gas på motoren, som denne gang knurrede ganske veltilfredst de sidste 30 sømil til Bimini. 

Men i verdenen for cruisere afløses et problem som regel af et nyt, og det næste problem var og er vores lille røde gummibåd, som vi havde satset på skulle klare sig en sidste sæson, efter Henrik havde lappet den i Indiantown. 

Det er som om, at hver gang Henrik lapper et hul, så finder luften nye veje at slippe ud på. Måske har den simpelthen givet op?

Men sommetider tilsmiler lykken selv en fattig sejler, og en dag, da vi var ude på en lille SUP-tur ved nogle ubeboede øer i Bimini, fandt vi en forkommen gummibåd halvt begravet i sand inde på stranden. 

Efter nærmere inspektion fandt vi ud af, at 1) den så ud til at være i generel bedre stand og kvalitet end den røde, og 2) den havde umiddelbart kun to huller. Vi blev derfor enige om, at båden i hvert fald var værd at redde, og virkede den ikke, så havde vi i det mindste fjernet den fra stranden. 

Så med meget møje og besvær fik vi bugseret gummibåden tilbage til båden og dernæst om bord, hvilket var noget af et knoklearbejde, da kamrene var fyldt med både sand og vand. Men det lykkedes til sidst, så nu har vi to gummibåde på dæk, der ikke holder luft. Mon ikke to er bedre end en?

Sejlerhilsen
Signe