minbaad.dk
fredag 27. april

Jeg tror det er sundt at lade blikket glide ud over vandet, mens man lader tiden gå og tankerne flyve. Uanset om man har flere år, få uger eller nogle timer til at gøre det i, siger Malene Wilken fra Holbæk-kanten.

Julehilsen: Sejlere er heldige

Selvom vi har travlt med alt muligt, og nogle gange synes der går for lang tid med ikke at være på båden, så har vi oplevet den fantastiske ro der er på vandet, skriver Malene Wilken.

Kort Nyt | 24-12-2017 11:39 | Af  Malene Wilken

Der er langt fra den hektiske hverdag vi forhåbentlig er mange der har lagt bag os for nogle dage, til det rolige liv på vandet.

Forleden blev jeg spurgt om jeg ikke savnede det afslappede liv, her flere år efter min mand og jeg gik i land efter lidt over to års sejlereventyr med vores børn.

Spørgsmålet er jeg stødt på mange gange, men denne gang satte det nogle tanker i gang, efter at jeg havde bekræftet, at jeg godt kan savne det liv jeg levede fra 2009 til 2011.

Dengang min mand og jeg sejlede til Middelhavet og retur, og nød at være sammen med vores børn, der var 2 og 5 år gamle, da det gode skib Æfnitýr stævnede ud.

Turen er uden tvivl den bedste gave vi nogensinde har givet os selv, og her mange år efter, nyder vi stadig godt af det tætte forhold, og de gode minder vi fik på vandet.

Julefred og eftertænksomhed

Ugen før jul var jeg til julekoncert. Det er en tradition jeg holder meget af, fordi den for alvor får julefreden til at sænke sig hos mig. Sådan har det været siden jeg som barn sang i Danmarks Radios Pigekor, hvor vi især i december lavede mange koncerter. 

Nu hvor min datter synger i koret, nyder jeg at mærke hvordan julekoncerten har den samme effekt, selv mange år efter at jeg er blevet voksen.

På et tidspunkt, blev salen lyst op som af stjerner, mens koret sang en af koncertens smukke sange.

Dirigenten Phillip Faber havde opfordret publikum til at lade julefreden sænke sig. Det gjorde den. 

Mens jeg sad og nød tonerne og stemningen, tog tankerne på langfart. Snart funderede jeg over hvor forskellig denne december havde været i forhold til de to julemåneder vi havde på båden.

Diametrale modsætninger

Det er nogle år siden vi gik i land, og vi er for længst kommet tilbage til den hverdag, der for det meste byder på deadlines der kan være svære at overholde, for lidt tid til eftertænksomhed, og til at være sammen.

På båden var hverdagen den diametrale modsætning. Vi havde god tid til at sove til vi var klar til at vågne om morgenen, havde tid til at høre efter hvad der blev sagt, og havde ingen konkurrence fra hverken mobiltelefoner, IPads eller andre forstyrrende elementer. 

Fri fra nyheder og opdateringer

Vi holdt fri fra nyheder og opdateringer, og kunne i stedet koncentrere os om at have det godt, og holde båden flydende. 

På turen tog vi på opdagelse og opdagede andre kulturer. Vi prøvede blandt andet at holde jul på grænsen mellem Spanien og Portugal, i en lille hyggelig by der hedder Vila Real de Santo Antonio, hvor vi nytårsaften bød det nye år velkommen to gange på grund af tidsforskellen de to lande.

Næste jul var vi sejlet til Frankrig, hvor vi blandt andet prøvede at spise ged i mælk, der er en traditionel julemad på Korsika.

Mens vi sejlede havde vi god tid. Selvfølgelig havde vi også nok at se til, når der skulle pyntes op, handles og pakkes gaver ind. 

Derudover var der selve sejladsen, og ønsket om at komme frem til det sted hvor familien hjemmefra var blevet sat i stævne, så der var da nok at se til… 

Men i forhold til de julemåneder vi har oplevet på land, var der en hel anden fred over familien. Den fred kan jeg godt tage mig selv i at savne.

Vi sejlere er heldige

Mens jeg sad og nød julekoncerten, kom jeg til at tænke på, hvor heldige vi sejlere er. For selvom vi kan have travlt med alt muligt, og nogle gange synes der går for lang tid med ikke at være på båden, så har vi alle sammen oplevet den fantastiske ro der er på vandet.

Når man har viet sit hjerte til havet, uanset om det er i forbindelse med arbejdet, eller om det er for fornøjelsens skyld, har man med jævne mellemrum mulighed for at kigge ud mod horisonten.

Jeg tror det er sundt at lade blikket glide ud over vandet, mens man lader tiden gå og tankerne flyve. Uanset om man har flere år, få uger eller nogle timer til at gøre det i.

Glædelig jul, og god vind

Malene

Malene Wilken er blogger på minbaad.dk, foredragsholder, og forfatter til blandt andet Skibet er ladet med eventyr og Sluserne åbner for nye eventyr.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET