Dyr Tel-Ka Marina i Middelfart har kun to baderum
Køen er lang til kun tre toiletter med to bade til et par hundrede gæstesejlere i Middelfart. Folk er utilfredse, konstaterer motorbaaddk, der giver 200 kr. for en nat for 7,5 meter båd.
Det er sommer. I hvert fald hvis man ser på kalenderen.
Det var 17 grader varmt, da jeg vågnede i min Drabant 24.
Jeg trængte derfor til et varmt bad da jeg stod op, det kunne jeg godt glemme. Køen til et af de to bade var nemlig lang her på Kulturøen, hvor Tel-Ka Marina i Middelfart ligger godt placeret mellem de to Lillebæltsbroer.
Jeg tog i stedet for op i byen og børstede tænder i Kvickly, altså på et af deres toiletter, hvor der ikke var kø.
Her kunne jeg også få kaffe og et smurt rundstykke. Fordelen ved Tel-Ka Marina er at den ligger klods op ad byens centrum.
Man ligger også roligt i den cirkelformede havn, hvor byens kulturhus, Kulturøen, med biograf, café, bibliotek og restaurant ligger. Tjek.
Ingen internet og kø til toiletterne
Havnefogeden, en ung mand, var også vældig flink, da han kom og tog 200 kr. for at jeg kunne overnatte med min 7,5 meter lange Drabant 24.
- Det var da dyrt, sagde jeg.
Svaret var at det var en privat havn, så derfor lå prisniveauet højere.
Internet er der heller ikke ikke havnen, men strøm og vand er med i prisen.
Havnen virker bare ikke helt som den skal. For med to toiletter med tilhørende bad er der dømt kø, selvom det kun er sejlerne der får koden til toilettet.
Bygningsarbejdere har også kode til toilet og bad
Men nej, andre har også koden, konstaterer min nabo fra Assens, Peter, der sejler i en ny Quicksilver Weekend 755
- Bygningsarbejderne, der holder til med skurvogne her, bruger også toiletterne og har koden, siger han og ryster på hovedet.
På den anden side af mig ligger en Nordisk Krydser fra Ebeltoft. Ægteparret trækker også på smilebåndet over toiletforholdene.
- Og så er der altså ikke meget maritimt hygge her i havnen, sagde fruen om bord.
Jeg hygger mig nu fint og følger med i både, der sejler ind og ud og et sødt svanepar med unger underholder også. Samtidig leder jeg efter ejeren til en fender, der drev ind i min Drabant her til morgen.
Flot udsigt fra havnen til den Nye Lillebæltsbro.
Strøm og vand er med i de 200 kr. i døgnet en 7,5 meter båd koster.
Bygningsarbejdere brugger også toilettet, der ligger tv. i billedet. Men man kan også gå ind og låne toilettet i Kulturhuset, hvor der både er biograf, café og bibliotek.