Gå til hoved-indhold
Unge såvel som gamle har glæde af ferier på vandet, mener Carina Hesselborg. Foto: Carina HesselborgTur
Unge såvel som gamle har glæde af ferier på vandet, mener Carina Hesselborg. Foto: Carina Hesselborg

Sejlerferie giver tid til familien

Familien Hesselborg fra Aalborg har fundet nøglen til gode ferier. På vandet finder de roen, hinanden og ikke mindst tiden, der som hos alle andre er en mangelfaktor i hverdagen.

Af Sara Sulkjær |

Når Carina Hesselborg, hendes mand Tom og parrets to små børn om et par uger stævner ud på familiens anden sejlerferie, bliver det med telefonerne på lydløs og båden pakket med brætspil og legetøj. 

Ombord skal nemlig være god tid til blot at være sammen. En tid, der kan mangle i hverdagen i Aalborg, hvor skole, arbejde og Toms beskæftigelse som selvstændig sætter begrænsninger for familiesamværet. 

Får fyldt kontoen op 

Netop derfor er arbejdstelefonen skiftet ud med en mobil, som blot de mest nødvendige kontakter har nummeret på. 

Det er noget, hele familien nyder godt af. Også børnene, der i sidste ende kan opleve den luksus, det er, at få for meget af sine forældre: 

- De bliver tanket op på mor og far-kontoen, så de til sidst glæder sig til at komme hjem til deres venner. Det er trods alt langt bedre end konstant at mangle mor og far, forklarer 34-årige Carina Hesselborg til minbaad.dk. 

For familien har børnene på fem og to år da heller aldrig sat de store begrænsninger. Des mere familien sejler, des mere falder de til ro, erfarede familien sidste år. 

Sommerhus giver kuller

Turen i år sættes derfor mod længere stræk i farvandet omkring Fyn, ligesom det også kommer til at ske i de kommende år, hvor resten af de danske samt svenske farvande skal undersøges. 

Sejladsen har for familien Hesselborg nemlig vist sig at være nøglen til de gode ferier, hvor hele familien kan spille en aktiv rolle:  

- Sommerhus har givet os kuller, og charterferie siger os ikke så meget - specielt ikke med børn. Når man sejler, er der i stedet en god afveksling, hvor vi er tvunget til at være sammen på en anden måde, fortæller den sejlerglade mor. 

Carinas tre gode råd inden sejlerferien: 

1. Læg alt det elektroniske væk

Nyhederne er alligevel lige så deprimerende, når man kommer hjem. Sidste år opdagede vi, hvor rart det var ikke at skulle forholde sig til dem. 

2. Vær nysgerrig 

Hav lyst til at se nye steder og få nye oplevelser. Husk i den forbindelse også de gode sko, da man ofte går meget rundt. 

3. Ferie på børnenes vilkår

Hold ferie i børnenes tempo. Finder I en havn, de er vilde med, så bliv der endelig lidt længere tid. 

Også børnene får et tættere sammenhold i løbet af ferien. Foto: Carina Hesselborg

Under havnemanøvrer og i sejlrender har Hesselborg-børnene hver deres faste plads. Når de atter er ude på åbent vand, må de to børn bevæge sig stort set, som de har lyst. Foto: Carina Hesselborg 

content-loader
content-loader
content-loader