Gå til hoved-indhold
Nu vil vi for eksempel kunne etablere en fortøjningspæl uden at søge om tilladelse, lyder det fra Sæby Havn. Her ses foto fra Lemvig. PR-fotoHavne
Nu vil vi for eksempel kunne etablere en fortøjningspæl uden at søge om tilladelse, lyder det fra Sæby Havn. Her ses foto fra Lemvig. PR-foto

Lystbådehavne slipper for at søge tilladelse til småændringer

Kystdirektoratet forenkler administrationen af reglerne for lystbådehavne, så havnene fremover kan føre små ændringer ud i livet uden at søge om tilladelse.

Af Troels Lykke |

Når der fremover skal flyttes en pæl eller udskiftes en bro i en lystbådehavn, er det ikke længere nødvendigt med en tilladelse fra Kystdirektoratet, så længe det sker inden for havnens moler.

Det sker som følge af en aftale mellem Foreningen af Lystbådehavne I Danmark og Kystdirektoratet.

 - Vi har kigget vores administrationspraksis efter i sømmene i et godt samarbejde med havnene. Det har resulteret i nogle forenklinger, som gør lystbådehavnenes hverdag nemmere inden for rammerne af den gældende lovgivning. Vi arbejder konstant på at gøre vores administration så smidig og enkel som muligt, og dette er et godt skridt i den rigtige retning, siger afdelingschef Hans Erik Cutoi-Toft fra Kystdirektoratet.

Det vil blive nemmere at udvikle havnene samt fremme lokale, private initiativer. I Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, som repræsenterer 246 medlemshavne, ser man meget positivt på, at man i den daglige drift af lystbådehavnene får større råderum til at gennemføre ændringer uden at skulle indhente tilladelser.

Stor lettelse

- Det er en stor lettelse for havnene, at vi nu er i mål med en ny praksis, som i højere grad er tilpasset deres virkelighed og behov. Vi har i flere år arbejdet på en udvidelse af havnenes handlemuligheder, så der ikke behøver at være langt fra tanke til handling, og havnene kan undgå arbejdet og ventetid forbundet med at skulle søge om tilladelse. Vi glæder os over Kystdirektoratets lydhørhed i sagen, og ser frem til et fortsat godt samarbejde, forklarer direktør Jesper Højenvang fra Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, der repræsenterer tre fjerdedele af alle lystbådehavne i Danmark.

Glæde i Sæby

Også blandt havnene er der stor tilfredshed med ændringerne. I Sæby Havn i Nordjylland, ser man frem til en mindre kompliceret arbejdsgang.

- Vi er glade for de kommende lempelser, som vil gøre vores hverdag meget nemmere. Vi har tidligere følt os forsinket af at skulle søge om tilladelse også til småændringer.  Nu vil vi for eksempel kunne etablere en fortøjningspæl uden at søge om tilladelse, så det bliver meget nemmere for os at udvikle og drifte havnen, lyder det fra havnefoged i Sæby Havn, Birger Isaksen.  

Den nye fortolkning bliver skrevet ind i Administrationsgrundlaget for søterritoriet hurtigst muligt.

Den nye fortolkning gælder de fleste anlæg inden for molerne i lystbådehavnene. Der skal dog fortsat ansøges om tilladelse til bl.a. flydende tankanlæg og større udvidelser.

content-loader
content-loader
content-loader