Gå til hoved-indhold
Den franske båd er et oplagt bud på sejlglæde, også langt fra Danmark, da den 800 kilo båd har vippekøl er trailbar. Om læ findes fire regulære køjer. Fotos: Bertel KolthoffTest
Den franske båd er et oplagt bud på sejlglæde, også langt fra Danmark, da den 800 kilo båd har vippekøl er trailbar. Om læ findes fire regulære køjer. Fotos: Bertel Kolthoff

Test af Bihan 6.50: Dagsejler med gaffelrig i kulfiber

En fremmed fugl. Kultdesignere med erfaring fra transatlantiske Mini 6.5ere og Open 40ere, har med Bihan 6.50 skabt et søstærkt, fyldigt skrog, der elsker at surfe.

Af Troels Lykke |

Bihan 6.50 er smuk på vandet med oprejst stævn, smal vandlinje og fyldig over vandet, knækspantet agter, integreret bovspryd fremme og kunstteak på dækket. Men båden ser ikke kun godt ud, den har indlysende fordele til korte ture.

For med kun 800 kilo vægt, og ror og køl, der kan vippes op, åbnes mulighederne. Mast og gaffelrig vejer kun sølle 13 kilo tilsammen og én mand kan rejse masten op, da mastebunden står på et vippebeslag på dækket.

Båden kan let og lovligt trailes af selv mindre biler, og Bihan 6.50 kan stå på havnen eller hjemme i haven, når den ikke bruges.

Og når du er på tur kan den sejles op på stranden, og du kan gå tørskoet i land. Du kan selvfølgelig også vælge at lade den ligge i havnen med bundmaling på. Det havde jeg gjort, når jeg ville ud og sejle med min datter eller venner en aften eller på weekendtur, hvor fire personer ligger i køjer på 2,3 meters længde.

Kystnær sejlads

Båden er dog kun CE-godkendt til sejlads i indre farvande med op til fire personer, men på en fjord må der ifølge CE-godkendelsen godt være seks personer om bord. En indlysende fordel er bådens sejlegenskaber, der sikrer at Bihan 6.50 let kommer op at plane, men at båden samtidig ikke er en væltepeter.

Det viste vores test af båden, der var nomineret af BådNyt og 10 andre bådblade i kampen om at blive European Yacht of the Year 2017. Båden tog dog ikke prisen i sin kategori Specielle både. 

Skabt af kultdesignere

Bihan 6.50 er bygget af det lille værft Marine Composite i Arzon ved Vannes i det vestlige Frankrig, hvor der er beskyttede bugter at sejle i. Men stregerne er slået af, af det respekterede, franske designbureau Finot/Conq Architec, der står bag mange spektakulære, planende bådtyper, som de transatlantiske Mini 6.5, Open 40 og Open 60.

Den viden og erfaring har de smidt i Bihan 6.50, der også har et bredt, let skrog, der ikke dykker, når der kommer et pust, men i stedet kommer ud af vandet og kan blotte den lille 150 kilo smalle vippekøl.

Det var hvad der skete under testen. Båden er som en stor jolle og når den rammes af et kraftig pust, så kommer der fart på. Ren sejlglæde. Farten røg op på 9,3 knob i 8-9 m/sek., efter vi hev spileren op af spilertragten. Det er noget der også gør bjærgningen af gennakeren let, da den blot trækkes ned i spilertragten før der skal krydses.

Efter den kun 32 kvadratmeter gule, flade gennaker kom op, placeret på det permanente bovspryd, kom den fladbundede båd ud af vandet og der var store smil om bord. Kontrollen på roret var aldrig i fare under mindre skæringer til vinden, men når båden krængede var der fodstøtter, så man ikke faldt ned i læen.

Spilerskøderne kan hales uden spilhåndtag, hvilket er endnu en praktisk fordel ved at købe små, lette både. Bommen, der også er i kulfiber, som gaffel og mast er, sidder højt, så du sikrer dig godt udsyn under sejlads. Dette gør samtidig at også ældre sejlere kan komme under bommen uden at få hold i ryggen. 

Gaffel justerer trim

De gullige sejl  i retrofarve stod fint og fladt, og åbnede i toppen, som de skulle i den friske luft vi sejlede i.

Storsejlet er meget anderledes at justere, da det er monteret på en anderledes gaffelrig. Men ved at stramme den tre kilo lette gaffel i toppen, eller ved at hæve storsejlsfaldet, der hæfter to meter længere nede, kan man gøre storsejlet mere eller mindre dybt.

Bomudhalet kan selvfølgelig også justeres. Båden er uden hækstag, og man kan derfor også med bomnedhalet justere, hvor meget sejlet skal åbne eller lukke i toppen.

Fokken på ni kvadratmeter er der gjort god plads til, idet masten er rykket tilbage og næsten står midtskibs. Fokken er af selvvende-typen og den kører på en skinne foran masten, så man dermed let kan krydse, da den slår over af sig selv. 

Simpel sejlads

Bihan 6.50 charmerede alle 11 europæiske journalister under European Yacht of the Year-testen. Sejlegenskaberne og komforten i cockpittet talte nemlig på plussiden. Det simple koncept i en travl tid, vil mange sejlere kunne være glade for.

Måske har mange for stor en båd, som de faktisk kun bruger til korte dagture.

Vil du på længere ture med to voksne og to børn kræver det at man tager et bomtelt med, så man kan udvide området man bevæger sig på, når man er i havn.

For om læ er der kun fire køjer. De er til gengæld 2,3 meter lange og man sover godt i dem. Dog skal det nævnes, at kahytten er trang og mørk.

BådNyts indtryk er positivt efter to timer i båden, hvor vi Bihan 6.50 op og surfe. Båden har skroglinjerne fra Open 40 og 60-bådene, hvilket giver virkelig god sejlads og afkræver respekt, når man møder andre sejlere.

Gaffelriggen vil nok kaste mange spørgsmål af sig, men den et sjovt koncept, der gør at Bihan 6.50 blander nyt, moderne design, med gaffelrig i kulfiber. Næste spørgsmål er derfor, om du så villig til at betale  433.732 kroner for en sejlklar Bihan 6.50?

Konstruktion og koncept

Bihan 6.50 er bygget i glasfiber med vakuuminfusions-teknik, med moderne Airex-skum som kernemateriale.

Et byggekoncept, der sikrer et stift og let skrog. Fordæk og sidedæk er belagt med teaktræ. Båden er ideel for tursejlere, der ønsker en sjov, men søstærk turbåd.

Den egner sig godt til dag- og weekendsejlads, i de indre danske farvande. Da båden kun vejer 800 kilo er den let at sætte i vandet og traile rundt til fremmede farvande.

Konstruktion om læ

Der er ikke god ståhøjde, men sovekomforten er rimelig. I hvert fald er der fire køjer, to fremme, og to i hver side. Alle på 2,3 meters længde. Men naturligt lys kommer kun fra nedgangen.

Spilertragten i bagbord side generer lidt når man skal sove, men den kan afmonteres. Her kan monteres et kemisk toilet, men glem alt om komfur, køleskab og vask. Man kan dog udvide bådens komfortzone med et cockpittelt, hvor der kan grilles under.

Et frisk pust

Bihan 6.50 er et frisk og troværdigt pust blandt de tungere, traditionelle både, hvis man ønsker kystnær sejlads med op til fire personer. Faktisk rammer den lette båd helt rigtigt til de travle danskere, der ofte kun har tre-fire timer til en aftensejlads med venner eller familie.

Til det behov har den et stort cockpit, hvor man kan nyde sejladsen helt tæt på vandet med et åbent, moderne cockpit, hvor der let kan bades fra. Bådens sejlegenskaber er helt i top, for designbureauet Finot/Conq har skabt et fyldigt, men let skrog, der giver stabilitet og gode surfegenskaber.

Samtidig er båden fin til at traile til Sverige eller lignende steder, for båden er ikke skabt til at krydse Kattegat i.

Prisen på 433.732 kroner sejlklar er måske en anelse pebret, men der var dog en grund til at båden blev nomineret til European Yacht of the Year. Bihan 6.50 vandt dog ikke.

Bihan 6.50

Længde med bovspryd  7,20 m

Skroglængde  6,50 m

Bredde              2,48 m

Dybgang, vippekøl  0,30 til 1.40 m

Vippekøl vægt  150 kg 

Vægt 800 kg

Motor                        påhængsmotor

Storsejl 19,0 m2

Fok  9,5 m2

Gennaker   32 m2

CE-godkendt   4 pers. kategori C/ 6 pers. Kategori D

Antal køjer4 styk

Påhængsmotor4 hk

Design                               Finot/Conq      

Pris sejlklar  433.732  kr.

Ekstraudstyr

El-motor – Aquamot18.000 kr.

Kemisk toilet 3.450 kr.

Bundmaling11.700 kr.

Kompas3.600 kr.

Landevejstrailer       30.000 kr.

Værftwww.marinecomposite.fr, Arzon, Frankrig

PLUS

Velsejlende

Stort cockpit

Svingkøl og trailbar

MINUS

Smal køl – afdrift i havn 

Lav ståhøjde

Anelse dyr

Cockpittet er dybt og man sidder behageligt og sikkert på det brede dæk, med søgelænder som rygstøtte. Foto: Bertel Kolthof

Gaffelrig i kulfiber virker både moderne og historisk og løfter det samlede indtryk.

Den specielle gaffelrig i kulfiber er placeret langt tilbage, så der er plads til en større selvvendefok. Foto: Troels Lykke

Bag det permanente bovspryd er der en spilertragt, hvor gennakeren praktisk hives op fra.

Kahytten er spartansk og spilertragten i bagbord side tager plads, men kan fjernes ved behov.

Sådan rigger man den ti kilo lette kulfiberrig af. Det er ultra let. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader