minbaad.dk
lørdag 22. september

Vraget befinder sig nu på bunden af Østersøen. Foto: Lars Philipsen

Dykkere besøger forlist Bavaria 46 ved Svaneke - se video

Den tyske Bavaria Cruiser 46, der for en uge siden sank ved Bornholm, har fået besøg af dykker Lars Philipsen. Det diskuteres nu, om båden skal hæves.

Kort Nyt | 07-09-2018 17:17 | Af  Sara Sulkjær

Sommertogtet sluttede brat for ti tyske sejlere, da de fredag den 31. august gik på klipperne få hundrede meter fra Svaneke. 

En grundstødning, som deres Bavaria Cruiser 46 ikke kunne modstå. Mens besætningen blev reddet i land, fortsatte båden sin færd mod Østersøens bund.

Et trist og sjældent syn

Her har båden ligget siden. Fire dage efter den ærgerlige ulykke satte dykker Lars Philipsen derfor kurs mod vraget for ved selvsyn at se den båd, der i dagene omkring ulykken blev genstand for en del opmærksomhed.

- Det er meget trist at se så flot et sejlskib på havets bund, og det er da også heldigvis et sjældent syn, forklarer dykkeren til minbaad.dk.

Se Philipsens video her

37 meter under havets overflade har vraget lagt sig til hvile. Det tyske flag svajer fortsat fra hækken, mens skruen tilsyneladende er gået tabt under mødet med de barske klipper. 

Drøfter hævning 

Alligevel synes båden velbevaret med forsejlet rullet om staget og skøderne på dækket. Hvorvidt det i realiteten kan betale sig at hive Bavaria'en op til overfladen, er dog yderst vanskeligt at vurdere. 

Det er et spørgsmål, der i øjeblikket, ifølge Philipsen, drøftes mellem bådens tyske ejer, forsikringsselskabet og Søfartsstyrelsen. Ét er dog sikkert - skal lystbåden igen sejle på sommerture, skal den hurtigst muligt fjernes fra klippegrunden. 

- Båden ligger meget let på bunden og vil meget hurtigt gå til på grund af skiftende strømretninger og den stenede bund, den ligger på, understreger Lars Philipsen.

 

 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET