Stena Line-færge skal rumme 1000 passagerer
Byggeriet af den første af rederiets fire nye færger er skudt i gang i Kina. Ombord skal udvikles en række anderledes, digitale løsninger.
Af Sara Sulkjær |
Konstruktionen af den første af Stena Lines fire nye RoPax-færger er netop skudt i gang med en traditionel ceremoni på Avic Weihai Shipyard i Kina, hvor byggeriet af den 214,5 meter lange færge vil foregå.
- Vores mål er, at RoPax-fartøjerne bliver de bedste og mest effektive, når det kommer til fleksibilitet, energieffektivitet og kundeservice, fortæller Stena Lines administrerende direktør Niclas Mårtensson, som deltog i den traditionelle ceremoni, hvor fire forskellige mønter blev placeret under kølen som et symbol på lykke og fremgang til søs.
Digital udvikling
Selvom Stena Line siden 1962 har fragtet passagerer mellem lande og øer i Nordeuropa, er også udviklingen i højsædet, når de nye færger skal sikre rederiet dets fortsatte vækst:
- Vi lægger desuden særlig vægt på digitalisering med udviklingen af en række spændende digitale løsninger, der vil give vores kunder både nye oplevelser ombord og bedre service i forbindelse med rejsen, forklarer Niclas Mårtensson.
De nye fartøjer bliver cirka 50 procent større end standardmålene på nutidens RoPax-færger. Den store investering i nye fartøjer illustrerer, at rederiet fortsætter sin forretningsmodel med RoPax-konceptet, der i Stena Lines tilfælde mixer fragt og passagerer.
På vandet i 2019
De nye RoPax-færger, der har plads til op til 1.000 passagerer og 120 personbiler, repræsenterer en stor strategisk investering for Stena Line.
- Vi ser positivt på fremtiden, og vi forudser, at væksten inden for færgetrafikken fortsætter. Derfor er de nye færger et vigtigt strategisk træk, der skal hjælpe og forberede os på den kommende vækst, uddyber Niclas Mårtensson i pressemeddelelsen.
Færgerne vil blive leveret løbende i 2019 og 2020, og kontrakten indeholder en option på yderligere fire RoPax-færger af samme type. Stena Line forventer at indsætte de nye færger i det Irske Hav mellem Irland og England.
Tekniske specifikationer på Stena Lines nye RoPax-færger:
Længde: 214,5 m
Dybde: 6,4 m
Bredde: 27,8 m
Kapacitet bildæk: 3.100 banemeter + 120 personbiler
Kapacitet passagerer: 1.000
Kahytter: 175
Motorer: 2 x V12 4-stroke diesel (2 x 12,600 kW)
Hastighed: 22 knob
Skibsværft: AVIC Weihai Ship yard, Kina