Sejlere ignorerer seks meter bredt forbudt-skilt i Aarhus
Molslinjen har problemer på Jyllands østkyst, hvor sejlere ikke følger forbuddet mod indsejling i Færgehavnen. Også på vandet er der udfordringer.
Op mod 24 gange dagligt anduver Molslinjens hurtige katamaraner Færgehavnen i Aarhus.
En havn, der er forbeholdt færgefarten og er absolut forbudt område for områdets lystsejlere. Noget, der er tydeligt markeret med et seks meter bredt skilt.
Kan ikke give bøder
Trods størrelsen og den klare besked "indsejling forbudt" har lystsejlerne alligevel problemer med at holde sig fra havnen.
- Det er næsten hver eneste dag, at færgen må tude i hornet. Vi kan herfra få fat i dem og henstille til at følge skiltningen i havnen, men vi kan ikke udstede bøder. Det er politiets opgave, og de har jo andet at lave end at rende herude, forklarer Aarhus Havns havnekaptajn, Søren Tikjøb, til TV 2.
Det flotte sommervejr har bestemt ikke mindsket antallet af hændelser. Endnu flere danskere har fået vand under kølen, og det betyder flere ubehagelige oplevelser - også på Aarhusbugten.
Her må tudehornet ofte tages i brug, når lystsejlere i både sejl- og motorbåde kommer for tæt på færgen og dens kurs.
Kilde: TV 2