Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Klaus Baess ses her til venstre, hvor der tales om Great Dane produktion.

Mindeord. Great Dane-bygger og OL-bronzevinder Klaus Baess er gået bort

OL-bronzevinder i Drage i 1948 og KDYer Klaus Baess var en legende i den danske bådbranche. Han samarbejdede med Aage Utzon, som designede Great Dane 28 skroget. Baess blev 94 år.

Af Troels Lykke |

Direktør for KDY, Dan Ibsen, skriver her mindeord:

OL-bronzevinder i Drage og KDY medlem Klaus Baess var en legende i den danske bådbranche og én af de første med serieproduktion af sejlbåde og motorbåde i Danmark.

Klaus Baess er stille sovet ind den 16. september efter kort tids sygdom. Han voksede op i Skovshoved, hvor han levede hele sit liv og fik tre døtre. Vores tanker er med familien.

Sejlsporten blev Klaus Baess passion på flere måder. Han blev medlem af KDY allerede i 1943 på det tidspunkt, hvor man ikke længere måtte sejle i Øresund, og sejlsporten i stedet foregik på Roskilde Fjord.

Han startede med at sejle KDY 15m2 og kom i kontakt med Drage miljøet efter krigens og sejlede Drage ved OL i 1948, hvor han sammen med William Berntsen og Ole Berntsen vandt bronze.

OL deltagelsen i 1948 gav Klaus Baess kontakter i Nordamerika og han startede med at eksportere brugte både til Nordamerika, heriblandt Nordisk Folkebåd. Dermed var hans mangeårige engagement startet i den danske bådbranche.

Klaus Baess samarbejdede med Aage Utzon, som designede Great Dane 28 skroget. 

Den første prototype i træ blev bygget i 1960, og eventyret med den populære langkølede sejlbåd tog for alvor fart, da han sammen med nogle andre købte Roskilde Bådværft i 1965, hvor Great Dane 28 blev produceret og apteret.

Gennembruddet på det internationale marked kom da Great Dane 28’eren blev præsenteret på London Boat Show i 1967 og da Klaus Baess i 1969 blev nr. 1 i Yachting World One-of-a-kind Rally, hvor han slog 30 andre både mellem 25 og 30 fod. 

Great Dane 28’eren blev en meget populær familiebåd, og der blev solgt 250 både i perioden frem til 1980, hvor Claus Baess konstaterede at bådens tid var overstået, og formene blev brændt.

Der sejler stadig mange både rundt i Danmark, Europa og Nordamerika, og mange har sejlet over oceanerne med en GD28’er. Se Great Dane 28 Owners Club: gd28.wikidot.com

Great Dane 28.

Den fik også en storesøster, Great Dane 37’eren som tillige blev en populær cruising sejlbåd, også til langturssejlads.

Klaus Baess lancerede også nogle spændende motorbåd. Apollo 32 blev populær og tillige blev lavet en version til blandt til eksprot, Apollo 32 TT Deluxe – TT betød ”two toilets”.

Endvidere producerede Klaus Baess en Huske Dane 85 på sit værft i Stege fra 1976, og der blev bygget 66 både, som også gik under betegnelsen ”den robuste dansker”.

Den var en trawlertype og kendt for sin rummelighed og manøvredygtighed. Støbeformene blev senere solgt til Møn Boats, som byggede yderligere 85 både.

Han var endvidere også involveret i kendte bådtyper som Nordisk Folkebåd, International Folkebåd og Laurin Koster 32.

Klaus Baess var en af bådbranchens dygtigste bådebyggere og hans varemærke var dansk kvalitet når det er allerbedst.

Han var også gennem en årrække i slut 70’erne og start 80’erne formand for Søsportens Brancheforening, internationalt kendt som Danboat.

Vi er stødt på en historie, som fortæller, at engang da Klaus Baess havde kunder på besøg som sejlede Apollo 32, så serverede han sin egen brandede øl ”Baess Beer”, produceret af et kendt dansk bryggeri.

Klaus Baess var en meget dygtig sejler, en legende i søsportsbranchen og uhyre kvalitetsbevidst. Og så var han frem for alt en gentleman og fantastisk sejlerkammerat.

Æret være Klaus Baess minde.

Klaus Baess bisættes fra Skovshoved Kirke den 22. september kl. 14.00.

Dan Ibsen, KDY

Her ses Klaus Baess da han var 86 år.

content-loader
content-loader
content-loader