Gå til hoved-indhold
Sådan så det ud på havnen i går aftes. Sagitta 35'eren er efter mange timers arbejde nu atter på land. Foto: Martin TøtHavne
Sådan så det ud på havnen i går aftes. Sagitta 35'eren er efter mange timers arbejde nu atter på land. Foto: Martin Tøt

Enhver sejlers mareridt: Lastbil væltet med Sagitta 35 på Tåsinge

Onsdag aften mislykkedes en søsætning på havnen i Vindeby, Tåsinge. Båden kommer næppe til at sejle igen, siger havnefoged Martin Tøt til minbaad.dk.

Af Sara Sulkjær |

En båd, hvis stævn har sat kursen direkte mod havnebunden, mens agterstavnen stikker i vejret. En ond sejlerdrøm, der onsdag aften blev til virkelighed for Sagitta 35-sejler Peer Modal på Vindeby Havn på Tåsinge. 

- Et bestyrelsesmedlem ringer mig op og fortæller om ulykken. ’Hvordan søren kan det være sket, og er nogle kommet til skade?’, er min første tanke. Jeg skynder mig derned for at se, fortæller havnefoged Martin Tøt om aftenens begivenheder til minbaad.dk. 

Lastbil over tipningspunktet 

På havnen venter et dystert syn. Sagitta 35’eren ligger halvt under vand, mens lastbilen læner sig faretruende over kajkanten. 

- Den er faktisk over tipningspunktet, men kranen støtter ned i vandet på båden. Det er det eneste, der holder lastbilen fra at tippe over, forklarer havnefogeden. 

Var det sket, kunne ulykken have endt katastrofalt. Peer Modals sejlerkammerat, der blev skubbet i havnen under uheldet, kunne da meget vel have fået lastbilen ned over sig. I stedet slipper sejleren med et slag på venstre arm og i hovedet.  

Børn så med 

Imens er en række nysgerrige strømmet til ulykkesstedet, hvor også Peer Modals børn kan følge uheldet fra første parket: 

- Jeg ser, at deres datter, som går i 4. klasse, og deres lille pige står på havnen. Storesøsteren er så nærværende, at hun vender klapvognen under uheldet, så lillesøster ikke kan se, hvad der sker, fortæller Martin Tøt, der foruden at være havnefoged også er ven af familien og derfor tager pigerne med hjem. 

Natten til torsdag lykkes det at hæve båden, som nu står på land. Om båden nogensinde kommer på vandet igen er yderst tvivlsomt. 

Politiet afspærrede området for nysgerrige havnegæster. Foto: Martin Tøt

Natten igennem kæmpede sejlere, havnefogeden og de offentlige myndigheder for at få båden hævet. Foto: Martin Tøt

Torsdag eftermiddag ligger Sagitta 35'eren på havnen. Foto: Martin Tøt

content-loader
content-loader
content-loader