Lystfiskerne må kigge langt efter fisk i det sydlige Lillebælt og Det Sydfynske Øhav
Et massivt iltsvind har lagt sig over området, der traditionelt lokker utallige fiskere på vandet. Det varme vejr og store mængder nedbør udfordrer, forklarer ekspert.
Tyve konkurrerende både og to fangede fisk.
I dag ikke et opsigtsvækkende resultat efter en fiskekonkurrence i det sydlige Lillebælt og Det Sydfynske Øhav, hvor eksperter i øjeblikket ynder at betegne iltsvindet som værende 'massivt'.
Det skriver dr.dk.
Ualmindeligt for årstiden
Det er de store mængder regn, der har ledt næringsstoffer mod havet, som sammen med det varme vejr og de deraffølgende alger har forbrugt ilten i farvandet.
Noget, der overrasker den ansvarlige for iltsvindsrapporterne, biolog og seniorrådgiver ved Aarhus Universitet, Jens Würgler Hansen:
- Der burde ikke være noget iltsvind på den her tid af året. Hvis vi var midt i højsommeren, så kunne der godt være små områder med iltsvind, men slet ikke plamager på den her størrelse og slet ikke på den her tid af året, forklarer han til dr.dk.
Håber at fiske med børnebørn
Ikke kun eksperterne løfter øjenbrynene. Også de lokale gnider sig nervøst i hænderne over udsigten til færre fisk i de kommende år:
- Det er jo også følelsesladet, for vi vil jo alle sammen gerne kunne gå ned til vandet med vores børnebørn og fange en fisk, når vi bliver ældre, understreger Morten Kristiansen, skipper på turistkutteren M/S Nana.
Kilde: dr.dk