Gå til hoved-indhold
Småbåde
Småbåde
Småbåde
Småbåde

Politiet valgte to potente 250 hestes Mercury V8 Verado-påhængsmotorer

Efter vandscooterulykken i maj 2017 opruster Station 1 nu med helt nydesignet alu-RIB båd. Med en topfart på 50 knob har Københavns Politi særdeles gode kort på hånden i Københavns Havn og omegn i båden, der netop er leveret.

Af Troels Lykke |

Topfarten på Københavns Politis fartøj klares af to 250 hestes Mercury V8 Verado-påhængsmotorer, som er monteret agter på den omkring 10 meter lange og 3 meter brede alu-RIB båd.

Specialdesignet alu-RIB båd med smarte detaljer

Båden er blandt andet udstyret med en specialdesignet 30-35 cm tyk kunststof-fenderliste langs hele rælingen. Det letter hurtig til- og fralægning samt eventuel bording af andre både, fortæller Mercury-importør Jørgensen og Dahl til bådpressen.

Endnu en smart detalje er en luge i bagbord side, der ved åbning samtidig aktiverer en badestige. Er der folk i vandet, letter stigen arbejdet med at få folk effektivt og hurtigt ud af vandet.

Med plads til otte passagerer og op til tre besætningsmedlemmer er der rig mulighed for at tage folk ombord, såfremt det påkræves.

I løbet af sommeren testes båden hos Station 1, og bliver den en succes, forventes lignende modeller at blive implementeret hos indsatsstyrkerne, hundepatruljer på vandet og en lang række andre politimæssige aktiviteter.

Effektivt samarbejde

Båden er projekteret, tegnet og bygget af Svendborg Yacht Værft gennem et tæt samarbejde med politiet. Svendborg Yacht Værft er eksperter indenfor udvikling af aluminiumsbåde, og har gennem tiden konstrueret både til beredskabsstyrelsen samt store aluminiumssejlbåde på helt op til 50 fod.

Konstruktionen af denne båd tog omkring en måned.

Mercury-motorerne er leveret af Svendborgsund Marine Service, der ligeledes er en velkendt leverandør hos det danske beredskab. Der var derfor ingen tvivl, da Svendborgsund Marine Service foreslog montering af de kraftige 250 hestes V8 Verado-motorer.

Kræver specialtransport på land

Med en bådstørrelsen på omkring 10 meters længde og 3 meter i bredden kræves specialtilladelse for trailertransport, men mon ikke politiet selv klarer den del?

content-loader
content-loader
content-loader