Ung sejler kaldt til afhøring om voldsepisode på Silkeborgsøerne
Silkeborgs politi vil til bunds i søndagens sag fra søerne, hvor en midaldrende mand kom i klammeri med en ung speedbådssejler. Politiet forventer, at den unge sejler vil møde manden med en modanmeldelse.
Søndagens voldsepisode på Silkeborgsøerne, hvor en gruppe unge sejlere og en midaldrende bådejer endte i klammeri, da sidstnævnte beskyldte ungdomsgruppen for farefuld sejlads, tages alvorligt af Silkeborgs politi.
Således har den lokale politimyndighed nu kaldt den 20-årige mand, Mads Monse, der af den 56-årige modpart anklages for at have jagtet, gået ombord og begået vold mod sejleren, til afhøring.
To vidt forskellige versioner
Det sker, efter at den unge sejler selv bekendte kulør overfor Midtjyllands Avis. Her fortalte Monse, hvordan den 56-årige sejler havde råbt efter og slået ham.
Akkurat den samme anklage, som manden tidligere har sendt mod sin unge medsejler.
- Pludselig gav manden gas, mens jeg hang i rælingen, så jeg røg ud af min båd og hang på siden af hans båd halvt nede i vandet. Han stod og slog mig i hovedet og over fingrene, mens jeg holdt fast, forklarer unge Monse modsat til Midtjyllands Avis.
Flere vidner afhøres
At den unge sejler vil give den midaldrende mand tilbage af samme skuffe anser politiet derfor som forventeligt:
- Nu skal vi have den 20-åriges version af sagen, og jeg forventer, at han vil lave en modanmeldelse mod den 56-årige, fortæller politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg til Silkeborgnyt.dk.
Foruden den unge mand forventer politiet at afhøre en række andre personer med forbindelse til sagen.
Kilder: Midtjyllands Avis og Silkeborgnyt.dk