Lukning af Kronprins Frederiks Bro udsættes af hensyn til sejlerne
Planlagt lukning af Kronprins Frederiks Bro skubbes til efter efterårsferien, midt i oktober. Vejdirektoratet har lyttet til bl.a. Dansk Sejlunions argumenter i sagen.
En god efterårsnyhed er på vej til sejlere i Roskilde Fjord. Vejdirektoratet bekræfter, at den planlagte lukning af Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund udsættes af hensyn til de mange sejlere, der er aktive på vandet i den sidste del af sejlsæsonen.
Oprindeligt var det planen at lukke broen allerede fra 21. september og 12 uger frem. Nyt udstyr skal monteres på den aldrende bro fra 1935, så broklappen fremover kan fjernstyres fra København, fortæller Dansk Sejlunion til bådpressen.
Dansk Sejlunion påpegede i et høringssvar, at en så tidlig lukning vil ramme sejlerne i området - og dét har Vejdirektoratet lyttet til.
Brolukningen udskydes til efter efterårsferien midt i oktober. Yderligere ventes en åbningsperiode i november med henblik på gennemsejling til vinteropbevaring.
God dialog med Vejdirektoratet
De præcise datoer for brolukning er endnu ikke på plads, men vil blive bekendtgjort snarest.
"Jeg gerne rose Vejdirektoratet for at vise hensyn til sejlerne. Vi har haft en rigtig god dialog med direktoratet, som i høj grad har vist imødekommenhed over for vores argumenter. Jeg håber, at vi her har skabt et godt eksempel på dialog, som også vil gælde ved kommende broprojekter," siger Christian Lerche, direktør i Dansk Sejlunion.
Konkrete datoer for lukning af Kronprins Frederiks Bro annonceres så snart, de bliver meddelt til Dansk Sejlunion.