Menneskets bedste ven hopper med på den maritime bølge
Tæpper, snore og madskåle til hunden kan nu også købes med et maritimt islæt. Danmarks største grossist, Palby Marine, har hentet produkter i Tyskland, der allerede har vakt stor interesse blandt sejlerne.
Service med ankre, sengelinned i maritime farver og puder dekoreret med klassiske sejlbåde. Listen over maritimt inspirerede produkter til sejlerens hjem er lang.
Alligevel udbygges listen nu yderligere, efter at Palby Marine har hevet udstyr til menneskets bedste ven, hunden, ind på lagerhylderne.
Hul i markedet
Det er noget, der har vakt begejstring blandt de hunde-elskende sejlere. Selvom produkterne første gang blev vist på Boat Show i Fredericia for knap tre uger siden, har efterspørgslen allerede været stor:
- Egentlig er jeg ret overrasket over, at interesseren har været så udtalt. Vi må have ramt et hul i markedet, fortæller Nick Lund, Palby Marine, til Minbaad.dk.
Et hul, som grossisten foruden klassisk hundeudstyr såsom snore, puder og tæpper har udfyldt med en smart, foldbar mad- og drikkeskål i silikone, der let kan gemmes væk ombord.
Sejlere betaler gerne for kvalitet
Det er vores naboer i syd, der står bag de nye produkter, der, hvor det er relevant, leveres med gummiringe i bunden, således at madskåle og lignende ikke vælter under søgang:
- Produkterne er ikke de billigste, men tilsyneladende er sejlerne villige til at betale for den højere kvalitet. De vil gerne have noget ordentligt, understreger Nick Lund.
Se de nye hundeprodukter med priser hos Palby Marine her.